375 / 425
367
lang Tid og siger Sjæfen Besked ; Desangaaende og Em il
kommer og skal hilse fra Molbæk og sige, det var en
Skam, a t Sjæfen lod hans Ambrosius ligge saa længe i
sin Tid, og Olaf skal ogsaa hilse fra Molbæk og sige, at
Publikomm et er nogle Flyndere og Torskehoder, fordi de
g aar hen og ser F regatkapitajnen og Jorden ru n dt og den
Slags Jux og bryder sig hverkeu om Sjækspir eller Molbæk;
Som er uretfæ rdigt, fordi vi havde red Logte og stor
Plade paa Form iddagen. Hvorpaa B alletten kommer ind
og Jerndortf paaskjenner d e n ; Med Retfærdighed. Men
kan ikke blive, fordi han skal hen og indvie Bettelskibet.
I tredie Akt er det Dydens Preve, som løber heldigt af,
fordi Uskyldighedens Magt er voldsom stæ rk; Naar det
kommer til Stykket. Og Em il kommer ind og skal igjen
bilse fra Molbæk og sige, at naar man h ar skrevet Am
brosius, kan man blæse ad Sjæfer og Komandanter; 8elv
om de h ar S tjerner paa B rystet og gyldne Nøgler, E t
andet Sted. Og selv om de er Riddere af Dannebrog;
Som han ikke er; Endnu. Hvorpaa fjerde Akt begynder
som Proverbe n em lig ; -N aar Møbler flyttes,* hvori Frn
E kkart spiller Hovedrollen. Og Olaf er Suffler, som er
ra rt for E m il; At han har ham i F am ilien; Hvorpaa Emil
og Fru Ekkart blive begejstrede over hinanden og siger,
de vil spille sammen hele deres Liv. Men saa kommer
Fru Hennings og er bedrøvelig; Fordi hun og Emil spiller
ogsaa godt sammen, men er ædel og højtidelig; Hvad
der havde ligget bedre for Fru Gorling; Og siger at Fru
Ekkart maa gjerne, naar hun altid vil spille saa god t;
Som i Aften. Hvad der forer til Venskab og Taarers Udgydelse.
Men Emil bliver vred og sm ider sit Koncept til Stykket i
K am inen; Og gaar selv fra Koncepterne; Desformedelst.
Og i femte Akt sidder han paa Kvisten og har ingen Fø.
Og er kjcd deraf og siger han vil spille Tragedie ; Som
han gjer ved at komme Koks paa Kumfyrén og dreje for.
Og Fru Hennings kommer ind og er rorende; Som ogsaa
vilde have ligget for Fru Gorling; Og man kan ikke se
Røgen ; men den er der og de kvæles langsom t og med
Lyrik. Indtil Fru Hennings synes, det er L arn perøg og
smækker Vinneverne op og vælter Lampen der fælder en
beskeden Petroleum staare ned over d et tarvelige Fyrrebord.
Og Em il raaber L uft; Og faar det, og Fru Ekkart og Olaf
kommer ind og hilser fra Molbæk og siger at Stykket er
endigt. Og Publikum sagde d et Samme og klappede; Saa
det peb efter.
B i l l e t s i o v .
— Nu er det nok sn a rtto rb i med os,
og vi kan selv ta ’ B illetten og gaa hjem.
— Tror D u ?
— Ja, nu g aar vi nok snart ind.
— Hvorfor d e t?
— Fordi vi inte maa gaa ud. Ja
Dn har vel set det i Bladene?
*— N e j!
— Men hvordan læser Dn da Avi
serne ?
— Aa, jeg læser saadan, hvad der
falder for.
— Nej, Du er forfalden til Flyg
tighed, Daniel. Dn læser kun det, der
staar med Sm aat, Avertissem enter om
B illetter til om Aftningen, Personalia i
Telegrafen, Ulykkestilfældene og Følge-
tonger med Sørøverkonger i.
— Ja somme Tider.
— Ne> alle Tider J Men nu gaar
det løs med fuld Musik, hele Pressen
blæser os et Stykke, de siger, at vi
spærrer Adgangen til T eatret, sæ tter
Priserne op og holder Publikum for Nar,
ligesom Nogen havde sat højere P ris
paa Publikum , end som netop vi. .
— Nej, det er hørt.
— Ja vores Tid er snart forbi, og
jeg har allerede saa sm aat begyndt at
se m ig om efter noget andet. Jeg har
overvejet, om jeg inte kunde blive Fo
tograf, for jeg leverer da nogen Plader,
der ligner noget; og naar alle Pladerne
er ude, saa er det min Skyld; men d e t
h a r jeg opgivet.
— Men, hvad vil Du da være?
— Jeg vil være Redaktor.
— Hvad for noget?
— R edaktør af en Avis, der skal
hedde «den røde Løgte«, og jeg skal
belyse dem saadan, at ingen Labang kan
gjore det værre.
— Vil D u d et?
— Ja, jeg vil være Redaktor, og
Du skal være «paa Udgivernes Vegne*.
— Men kan Dn osse skrive?
— Om jeg k an! Har jeg inte taget
Undervisning i Skrivning for tredive Aar
siden? jeg skriver jo selv m it Navn og
hele min Religion paa Mandtalslisterne.
— Men hvad skal det hjæ lpe?
— Naa, Du tror virkelig, det er
Alvor! Nej, Daniel, vel vil Folk af med
os, men vi vil nu inte af med dem.
De siger nok, at de vil selv tage
B illetter ved Hullet, at sige, hvis de
kan faa nogen; men det skal de snart
blive kjede af. For, saa sam ler vi en
hundrede Mennesker sammen og kjober
alle Billetterne op, og saa gaar vi kun
en fire, fem Mennesker i T eatret for
uden Abonnenterne.
— Ja, den er
god
nok.
— Ja, det bliver et kjønt Syn, det
kjender vi nok, naar der kun sidder
4
Mennesker paa Gulvet. D et bliver de
sgu snart kjed af. Nej, Du kan bande
paa, de kan ihte undvære o s ; og skulde
de alligevel ville gjore det, saa kommer
der dog en Tid, hvor de ta ’r Molbæk
og Holst væk fra deres Plads ved T eatret
og sæ tter os paa Piedestalerne i Stedet,
— Saa fik vi da fast Ansættelse.
— Ja! Og paa vores Grav bliver
der «af taknem lige Teatergængere« rejst
en Sten med den Indskrift; «De t o g
B i l l e t t e n . K a m m e r h e r r e n værfe
m e d dem !«
Fruens Idealia.
(Meget trit efter B a g g e s e n .)
F lin k og let som en Gaseile
I det varme Afrika,
Huslig med Respekt at melde
Er min I
dealia
.
Hun fortjener Kost og Løn, da
Hun er flittig som en Bi,
Og naar hun gaar ud en Søndag,
E r hun hjemme K lokken ti
Hun har ingen Damenykker,
Hun er villig, ferm og tro,
Hun siaar ingen Ting i Stykker
Og gaar ej i «F
igaro
*.
Hun kan skure, hun kan feje,
Køkkenet har ingen Nød,
Hun kan koge, hun kan stege,
Hun kan lægge Fisk i Blød.
Alle Kokkepigedyder
Man forenet her kan se,
T æ nk; hun holder Husets Gryder
Rene som nyfalden S n e!
Ved sit Arbejd’ hun sig rapper,
E r det svært, det kan dog ta’e s ;
Aldrig hun paa Husets Trapper
Driver Tiden bort med Fjas.
Hun blaadt andre Piger stikke
Kan den dydigste saagar,
Thi af Kjæresler hun ikke
Fler end én ad Gangen har.
Men en Fejl har dog min Pige, .
Som det alt fordunkle v il:
Denne uforlignelige
Er des værre ikke til.