390 / 425
382
Rudolf Schmidts Endeligt,
eller
Hvorlunde de smaa Sorte annammede en Rom antiker og
gjorde ham ti) R ealist, en sergelig Vise a t synge i Begyn
delsen men fornejelig udi Enden.
Eller har I hørt det?
At Ru do-li Schmidt har — li’esom
Thomas Fris
—
Grumt sin Musa myrdet.
Han er nylig bleven Realist
I et Bind Noveller;
Og «uartig» blev han der til sidst
Lresom Brandes’s Keller.
Fæle Ting fortæller han
Som en daarlig Keller-Mand.
— Hvad vil Rasmus sige?
Romantiken faar sit Banesaar,
Knæk’t er Liljens Stængel;
Som »forvandlet Konge* Rudolf staar
Og Axelotto som «Engel»,
Strængt han svinger mod ham Tugtens Ris.
Som en kjærlig Fader
Giver han for Svøbens Slag til Pris
Rudolf s gamle Skader.
Men paa den Forskrækkelse
Følger en »Opvækkelse»
Udi
Fassavisen.
Med tørre Taarer vil vi, li’esom Tek,
Rudo1fs Tab begræde;.
Aldrig af hans Hjemmebryg
Fik vi megen Glæde.
Men i Fald han virkelig af Sted
Vil til Secher drage,
Husk saa paa, naar Narren gaar, han med
Altid En maa tage:
Henrik Scharling følge kan,
Er
han
»en alvorlig
Mand»,
Passer de to sammen.
Thi den lille pæne Nikkelaj
Arted’ sig kun daarlig:
Førte stakkels Reitzel galt paa Vej
Næsten en Gang aarlig;
Ej han skrev dog
„Folkelige Mcmd“,
Dermed han sig trøster,
Skjondt hans andre Bøger ligne den
Som en Bro’er en Søster.
Han og Rudolf skulde i
Holger Drachmanus Kompagni
Skrive os et Drama.
Dog maaske saa gik det ej saa glat,
— Grum er Skæbnens Paree —
Tog de
tro
paa
en Tragedie fat,
Blev det vist en Farce.
D r a c h m a n n er dog snildest af de tre,
Bærer sig som T r o p ad:
Hans
«Drama» er slet ikke til at se,
— Det er dog Mo l b e c b s
„ Opad
'.
Holger,
H e n r i k , Ru d o l f ! Hil!
Tak for,
hvad der komme vil
Ud af
sligt et Forbund.
Overlampepudserens Dagbog,
Søndag d
2 7
de. H a n il e t a f S j æ k s p i r m e d M u s ik
a t T h o m a s . Som jeg bar ventet med at skrive om, for
a t klare mine Anskuelser; Desangaaende. Hvilket er van
skeligt for en ung P ig e ; Som jeg, der kun har gode F or
kundskaber, men m angier Erfaring og Selvtillid; Som det
er det, det kommer an paa. Og i første Akt er vi i en
stor Hal, hvor Fru E rh art og Skram ere Konge og Dron
ning og Oberisterne og Oberistinderne Hoffolk, og vi
Andre P asjer med D rikkevarer; Hvorpaa Simonsen kommer
ind og er tankefuld søm udtrykkes af O rschesteret ved
T jim -da-dara! T jim da-dara! Som der i det Hele er meget
af. Der paa kommer den blonde Uffælia ind, og ue er
klærer hinanden deres Kjærlighed i en Duet, men biiver
afbrudt af Jastrov, som fortæller dem, a t han rejser paa
Tourné til Norge. Hvad de tager med Ro fordi, de véd
vi
har B run; Til at dubblere med.
Hvorefter E rhart
kommer og erklærer at nu er Pokker løs, fordi den afdøde
M ajestæ t; Sont er Ham iets Faer sjokker omkring paa
Volden i Maaneskin og gjor Skildvagterne forskrækkede.
Og Forskrækkelighéden kommer endnu i samme Akt med
dejlig Dekoration og Simonsen, E rhart og Nyrop.
Hvor
Ferslev kommer ind og gaar en M aaneskinstur i elegtrisk
BoiysBing-med Gravrøst. Og siger at han ikke kan være
kisteglad i sin Grav, fordi Skfam har kommet Gift i hans
Ore og fordærvet hans' Gehør; Hvad man ikke mærker.
Men derimod nok hans aandelige Veltalenheds Indtryk paa
Simonsen, der lover, at han skal nok gjøre det af med
Skram ; I den Anledning. Saa i andet Akt lader Simonsen
som han har en Skrue los og faar en hel Del Folk
kaldt ind, som skal være Skuespillere; men er Oberister
og fortæller dem at han agter at slaa sig til Drik i en