391 / 425
383
Solo med Kor og Bægerklang og indbyder Hoffet til en
B allet, som gaar for sig i Baggrunden, men ikke ligner
hverken gam le Mesters eller unge M esters; Fordi den er
kortvarigere. Og Skram foler den onde Samvittighed slaa
sine Klor i ham, og det Hele ender med et myrderligt
Spektakel og T jim da-dara. I næ ste Agt er vi saa i Løn
kammeret, hvor Simonsen opdager, at gam le Liebe er en
arg Forræder og en Morder ; Som Ingen skulde tro ; naar
man saa h a m ; Fordi han ser næsten ligesaa velærværdig
ud som F ersle v ; I levende Live kunde have gjort. Og
Simonsen b eslu tter sig des Aarsag til at slaa op med Uf-
fælia; Som jeg var m eget nysgjerrig efter a t se; Fordi
Malle Knallerup har altid kun fortalt m ig om hvordan
man blev fo rlov et; Men a ld rig : Hvordan man slog op.
Som sker ved at Utfælia tager Kingen af Fingeren og
leverer Simonsen den tilb ag e, l.vorpaa Simonsen synger
at bun gjer bedst i at blive indskrevet i et K loster; Som
jeg tænker han m ener Petersens Jom frukloster med, for til
Vallø og Vemmetofte har hun jo ikke Adgang med mindre
gam le Polonius skulde være i anden Rangklasse. Hvad
der jo nok er m u lig t; Hvorpaa hun g aar og Simonsen
giver F ru E rh art en ordenlig Overhaling, men pludselig
kommer Ferslev op bag en Lænestol som en Trold af en
Æske og siger; Simonsen skal moderere sit Spil
og
huske
paa F ru E rh art er en D am e; Som han ogsaa g jer og hun
indrømm er, at han har været lovlig falsk hidtil, men lover
at forbedre sig; Som hun gjør. Hvorpaa vi kommer til
fjerde Agt, hvor det er Uffælia, der har en Skrue løs
og kommer ind med Blomster i Haaret, og vi danser
Ballet omkring hende og hun synger om Nykker og for
tæ lle r; at det Hele kommer af a t Simonsen har faaet
Nykker; Hende anbelangende. Hvad hun gjør med Bra-
vour og T rillers Mangfoldighed og Publikum s Henrykkelse;
Desformedelst. Hvorefter hun kaster sig i V andet men
kan flyde; B riliant og i elektrisk Belysning. Hvad jegnok
saa, hvordan egentlig gik til; men ikke vil skrive om
fordi det er godt at bevare sine Illusioner; Hvis man
kan. Og i fem te Agt er vi udé paa vestre K irkcgaardog
der er ikke videre hyggeligt og baade Overgraveren og
Undergraveren ere nogle Ladegaardslemm er, som det ikke
var ra rt at møde paa Ø sterfarimagsvej i Ehlers’s Gas
belysning.
Hvorpaa Ham let kommer ind og Jastrov
kommer fra Norge og de gjor Fægteøvelser sammen. Men
saa kommer de bærende med U ffælia; Som er dronet;
Alligevel; Og Simonsen er kjed deraf og vil følge bag efter
ved et Dolkestød. Men saa stikker Ferslev igjen op og
siger, nu er baade Publicum og han kjed af at vente og
nu er det bedst det bliver til Noget i R etning af Skrams
Aflivelse. Som det gjer og han afgaar. Hvad der er paa
et meget passende Sted fordi han saa kan blive begravet
med det samme og spare Ligvognen; Derud. Som jeg
synes var en god Ende.
Slaget for Reden.
V e l elsker jeg højt, o F e n g e r , D it Bryst,
Der pranger m ed 'K o rs og med Stjerne!
Vel elsker jeg ogsaa Din fløjtende R øst;
Din lokkende Tale var tid t m ig en Lyst,
N aar den var forsynet med K jerne;
Dog tykkes m ig fast, a t den Tale, Du
gav
Os forleden i M agistraten,
Den har ju st ikke synderligt
Krav
P aa Tak — trods Din Ven, Advokaten.
F o run d erlig t var d et a t høre paa,
At S ligt skulde tages for 'gyldig’:
•
Forvalteren, som Du i Kortene saa,
Ham «stoled’ og trode Du paa« som
Faa,
Han var saa ung og nskyldig!
Men hvor er det muligt, kjæreste Veg,
A t blive ved med a t stole
Og tro paa Uskyldigheden hos den,
Du «tog alvorlig i Skole»?
Saa talte Du ogsaa om Højesteret.
«Udmærket» — det led noget snurrig’ ! —
.R etfæ rdigt» og -dygtigt* - ja rigtig saa n et
Den havde sonderet den hele A ssiette
Med Økonomens Potpourri,
Det var bleven »oplyst«, sagde Du sto lt;
Men .skjønt for Retten Du angler,
Hr. Advokat
H
e n r i
c
h s
e
» sagde dog koldt :
•Der var adskillige Mangler
1
»
Min stakkels F e n g e r ! Du havde D it Læs.
Til Trods for Din lokkende T ale,
Saa var Du nok dog ikke ret i Dit Es —
•Saa snakke de Ræve for de Gæs!«
Man hvisked' i R ettens Lokale.
Du talte slet ikke frit — ak nej!
I Stadens R aad- og dens Dornhas.
Nej, gam le R otter, dem fanger man ej
Med Flæsk i Fæ lder for 8m aam us!
Hr. Advokaten for Skranken stod,
Og frem og tilbage han prated'.
Men skjønt de Grunde, han høre lod,
I Granden syntes at gaa Dig imod,
Blev «skyldfri« dog R esu lta tet
Og Vinden i egen Tales Sejl,
Ja,
den
var
lid t sløj, da som Regel
l)n mente, det kom fra «Hnkonimelsesfejl«,
Hvad enten bos Dig eller — S c h le g e l!
Du ligned’ et Blokskib, fuldt af Brést,
Der kæmper med Orlogsfregatter.
E t ynkeligt Vrag ved en stenet Kyst!
Ak! Hvem skal un kunne bringe Dig T røst
Imod den haanende L atter.
Og Kampen raste. Blokskibet løb
P aa Grund — det kan ikke nægtes!
E r Grundene slette oven i Kjeb-
et, saa er det g alt, naar der fægtes!
Men til den Stilling Du er jo nu vant:
Som Bisp i en Gaaserede!
Og hvis »Borgmesteren« nu forsvandt,
Ja, det var jo gruligt — ikke san dt? —
At skulle forsage det Fede.
Se, derfor Du kæmped’ i Ord og paa P rent
For Gaasereden forleden.
Din Hæder Du skabte et Gravmonument,
Der m inder om S l a g e t — f o r R e d e n !