394 / 425
386
Indledning.
.en korte Fred er endt. Snart høres Klangen
A f «Folkets Røst» i Tingets Sal igjen.
Snart prøver atter Rigets Venstremænd,
Hvordan vor Frihed ta’er sig ud paa Vrangen,
I deres Barm er ikke stillet Trangen
Til Kampens Maal, hvorefter de har tragtet
Og hvortil de endnu har langtfra bragt det:
Til Taburettens Herlighed at naa;
Og derfor de med Dødsforagt gaar paa,
Indtil den ny Finanslov de faar siagtet.
Endnu er dennes Blod dog ikke flydt;
Men Venstre gjennem sine Lurers Toner
Bebuder nogle Interpel l at i oner ,
Som vidner om, at det er nix forknyt.
A l b e r t i
vil med
H ø g s b r o
overlydt
Ta ’e Ordet for at faa af Dage bragt
De fæle Tryk, Regeringen har lagt
Paa de g-lade fynske Præsters Tunger
Og Sjællands Oxer med de syge Lunger
Blot for at haane «den bevidste Magt».
At disse Tryk maa Venstres Harm antænde,
Vil uden Tvivl begribes af enhver,
Som har Partiets ridderlige Færd
Og Frihedssind lært nøjere at kjende!
At her er sket et Indgreb i de Menne
skerettigheder, Venstres Mænd forfægte,
A l b e r t i
vil for sit Punkt knap benægte
Men sørge for, at Folket klart forstaar,
At i dets Hjerte bløder end et Saar,
Selv om saa Oxens Lunger nu er lægte.
O g medens H ø g s b r o slaar, som han k an bedst,
V il B e r g S c a v e n i u s i
Næsen
rive,
At Kongen maa man nok Advarsler give,
Men ingenlunde nogen «opvakt» Præst,
Og Lej re-Greven give vil Attest
Til Excellensen, at for dette Skridt
Han værdig var at være Jesuit,
Samt vil slaa fast, at
E s t r u p s p rovisoriske
System
slaar
om til det inkvisitoriske,
Saa snart det bare dertil ser sit Snit.
Og man som Resultat til sidst vil finde
Dagsordener , hvori man ta’er paa Vej
Og fastslaar, at paa Oxer bør man ej,
Selv naar de tærsker Langhalm, Munden binde;
Men
E s t r u p
vil af den Grund knap forsvinde,
Og Højre vil vist næppe Flaget stryge
Og søge Ly for slig en Venstre-Byge,
Der trækker op med megen Blæst og Brag
Kun for at skaffe Luft for Venstres Nag
Og Lindring til dets slemme Lungesyge.
Punch drømmer.
Paa den dybe, mevkeblaa
Himmel funklede N attens Stjer
ner i straalende Glans. Med
Haanden under Kinden sad
Punch og stirrede op paa de
lyse Himmellegemer, idet han
tænkte paa, hvor m angt et
¿¡enligt Suk der m aa være
steget op fra Kommersraad
H e y in a n n s og Professor»
E r s le v s Brystindlæg, hver Gang disse to hæderlige Med
borgere i N attens stille Tim er have samm enlignet denne
uendelige Rigdom med deres sorte Kjolers endnu forholds
vise Fattigdom .
»Det er ikke min Skyld,® sagde
Punch
ved sig selv.
»Jeg har gjort for dem, hvad jeg kunde, jeg b ar i det Hele
en god og proper Sam vittighed. Men ferst en taknem lig
Efterslægt vil det være forbeholdt at yde m ig den for
tjente Ånerkjendelse.« Og med Tanken fyldt af det trøste
rige Haab om m indst en pæn Nekrolog i »Morgengnavet»
og Sorgerand om »Berlingske» faldt
Punch
i Søvn og
drønite, han var død og begraven, og at unge Brygger
J a c o b s e n havde tilbudt at lade opstille en Statue af ham
paa Amager-Torv,hvilket M agistraten, da den erfarede, at
S t e i n skuldehugge den, med Tak havde afslaaet. Men
han ¿røm te, at H istoriens Muse havde sat alle Sejl til for
at sikkre ham et udødeligt Eftermæle, og at det forme
delst hendes Indflydelse var b eslu ttet i Gudernes Raad at
sæ tte
Puneh
som en Stjerne paa Him len.
Han fik selv
Lov a t vælge sin Plads, men man bad ham om, saa snart
han havde fundet en Lejlighed, der konvenerede ham , da
at lade Astronomerne det vide, for at de kunde have lidt
lettere ved at opdage ham.
Pu nch
begav sig altsa^ nd
i det store Verdensrum , men da han ikke kjendte Mælke
vejen og var bange for at falde i Huller, besluttede han
sig til at tage Carlsvognen i Tim ekjersel og bad Kusken,
som rigtignok lod til at have en lille Bjørn, om at kjere
sig rundt i hele D y re k r e d s e n . Han vilde saa gjøre Visit
hos de forskjellige B illeder og mulig slaa sig til Ro et
eller andet Sted.
Han begyndte med V æ d d e r e n .
Punch
skal aldrig
fragaa, at han, da han bankede paa Døren, var en Smule
forknyt. Han var bange for at blive hehandlet som en
Parvenu. Hvad skildrer hans glade Overraskelse, da han
saa, at Vædderen slet ikke var nogen Anden end hans
gode gamle Ven H o lg e r D r a c h m a n n , der havde løbet
Hornene af sig og modtog ham med stor Faarekommenhed.
Desto værre lod det til, at Skjalden trods denne Forvand
ling endnu havde for m eget af Munden og for lidet af Ul
den, og da han tilbød
Punch
at forelæse ham sit nye
D igt »Thevandenes D atterdatter», andskyldte
Punch
sig
og kjerte videre til
S t e n b u k k e n .
Her kom han ikke længer end til