395 / 425
387
Doren. th i Stuepigen, der lukkede op, forklarede, at hen«
des Herre netop var i Færd med at stange Ministerier.
Gjennetn Døraabningen fik han lige et Glimt af Benene at
se. D et var ingen Bukkefod, syntes han, snarere et Kalve
knæ, men nede i Gaarden legede den ene lille Buk ved
Siden af den anden, og allesammen kaldte de C h r e s t e n
B e r g for Fader.
Punch
kjerte videre.
S k y t t e n var hjemme.
Punch
havde ventet, der skulde
ligge et «Dannebrog* i Postkassen, men i Stedet for laa
der et Bind «For Romantik og Historie«. Det var saa-
mænd H. P. H o l s t .
Han var sat i Skyttens Tegu for
m edelst lang og tro Tjeneste paa den kongelige Skyde
b an e
Han vilde gjerne have bedet
Punch
blive, men
da han skulde ud til Middag i de næste tre Maaneder,
bad han sig undskyldte
Da
Punch
kom u d , opdagede han, at Kudsken i
F uldskab havde kjert galt. ved forst at kjere ham til
V æ d d e r e n i N r. l i i Stedet for til V a n d m a n d e n i
Nr, t . Han m aatte aitsaa vende. Vandmanden viste sig
at være den skikkelige B o r c h s e n i u s , der med et elegisk
Smil trykkede hans Haand og spurgte, om han havde Noget,
han kunde fylde i S p r ø j t e n .
Punch
bemærkede, at han
ikke troede, det gik an at spæde sig selv op til en saadan
Ferskvandstyndhed, at lian kunde være tjent med ham, og
den stakkels O t t o B o r c h s e n i u s gav sig da igjen i Lag
med at poste Vand af den store realistiske Skypumpe.
Saa kom
Punch
til S k o r p i o n e n , der havde sin
Bolig
i
den hule Stamme paa en Rødtjørn.
Der lagde
Punch
bare sit V isitkort, han kjendte nok G j e l l e r u p fra
gammel T id!
V æ g t e n holdt E tatsraad T i e t g e n i Haanden.
Punch
troede først, at det skulde forestille Retfærdighedens
Gudinde, men opdagede snart, at det var en alm indelig
Handelsvægt.
E tatsraaden havde ikke Tid at tage imod,
der var kommet
3 0 0 ,0 0 0
engelske Pund i den ene Skaal,
saa det kneb at holde Balance.
J o m f r u e n var gam le J u l i u s G e r s ø i i , han sad
p a a Sam fundets Tinde og strikkede paa et nyt Drama.
Da han ikke gjerne tog mod V isit af enlige Mandspersoner,
m aatte
Punch
kjere videre hen til
L o v e n . Det var en rig tig pæn skikkelig lille Leve
med Manken helt ned
i
Panden lige til Øjnene. Han sad
i F e r s l e w s Bar
og
var i Graavejrsstemning, fordi han
syntes egenlig, han havde hjemme s Abehuret.
Punch
vilde gjerne have ham til at brøle lidt, men han turde
ikke for C r o n e. Han bad
Punch
om at sende en Fotograf
op til ham, da han havde indøvet en ny A ttitude, som
han nok troede vilde passe for den sidste Repræsentant
for en saa haabløs Slægt som Løvernes.
Stakkels H e r
ma n B a n g !
K r e b s e n var slet ikke til at finde.
Hans Venne
kreds havde opløst sig, men ved
at seefteri en Vejviser
opdagedes det, at nu var K r e b s e n - K r a b b e . Da
Punch
ikke havde Lyst til at falde i Kloerne paa ham, kjørte
han forbi og begav sig lige hen til
T v i l l i n g e r n e , ogsaa kaldet G e b r i i d e r B r a n d e s .
G e o r g var lige bleven færdig med sin Bog om L. A.
Salle og var beskjæftiget med at gjøre et Udkast til et
Værk om P. C. Zahle, men Eedvard bad
Punch
indenfor
og bød ham et Glas Vin. Det smagte nederdrægtig af
Dyvelsdreck,
og
da
Punch
erfarede, at den var fra lille
Eedvards eget Apothek, befalede han strax Kudsken at
kjere videre, bort fra den gyngende Grund.
«Opad! Til F i s k e n e ! Dersom de ikke har det bedre
der end dem i V i g g o S c h m i d t s Akvarium, saa er det
jo rigtignok en smal Beværtning, man faar,» tænkte
Punch.
Han var om trent kjert Halvvejen, da han herte et stærkt
Grynt. «Hvad er det?« spurgte
Punch.
•Det er T y r en ,» sagde Kudsken. *Er det T y r e g o d ? «
sagde Punch, «ham gad jeg hilse paa.« Men det var ikke
T y r e g o d , det var i det Hele en løjerlig Fyr af en Tyr.
Den havde Børster og en lang Tryne til at rode i Snavset
med og smaa arrige Øjne.
«Nej Tak, den Svinesti skal
vi ikke ind i. Jeg har ikke Lyst til at lege hverken Tyre
fægtning eller So i Hul med S o p h u s S c h a n d o r p h . «
Og saa kjørte
Punch
videre.
»Jeg gad vide, hvad det er for nogle Flyndere, jeg skal
besøge,» tænkte han. Men det var slet ikke Flyndere. D et
var nogle sære Fisk. Det var nem lig Blæksprutter.
Der
var S e c h e r og C a n t o r , Å x e l o t t o og alle de smaa
Sorte fra Dassavisen, og lige saa snart de fik Øje paa
Punch
,
spruttede de en saadan Kaskade af Blæk ud i Luften, at
Kudsken tog Fejl af Vejen, Vognen væltede i Grøften,
og som et pragtfuldt Meteor dalede
Punch
ned gjennem
Rummet.
Han vaagnede. Oppe paa Himlen glim rede og funk
lede Stjernerne.
«Ja pyt!» sagde
Punch.
»Paa Afstand
ser I pænt nok ud, men det er da ogsaa kun paa Afstand! «•
Post festum.
lan skal spare! man skal spare!
For a t det kan længe vare!®
Disse klare, disse rare
Ord, dem skal Du m indes bare,
Bondemand, n aar Dine Tanker
Vende sig mod Folkebanker.
Vær fornuftig, ej for lu ftig !
Stol ej blindt paa hver en Mufti
l
Naar han lokker Dig som Pokker,
Listende paa Hosesokker.
Stol ej altid paa de RadeS
Bley Du ikke klog af Skade ?
Qn
i lange Tider trange
Søgte did saa mange Gange;
Ja Du gasser Dig ved Masser
Af de grumme rare K asser;
Skjønt ved dem Du lærte Salmen:
«Ak! fra Dynen og i Halmen ! •
L A. H a n s e n gav Dn Kransen,
Men saa gik han bag ad Dansen.
Assurancen havde Chancen,
Men saa kom jo Decadencen.
Folkebanker, Sparekasser,
Assurancer — jo, det passer!
Ja, de sanker sære Tanker,
Disse Kasser, disse Banker.
Unge Daner fatted’ Planer,
Ja , som F atter selv ej aner.
Man Fabriker fik til Syre,
U h! — og de var meget dyre.
Og det endte med Elende,
Mange deres Fingre brændte.
Syren bed dem, saa det sved dem ;
D et var sørgeligt at se dem,
Da Papa ved Boets Delen
Reddede Flatinakjedien.
Trods de fæle, højst riæle
Lussinger de kjære Sjæle
Tro dog blindt paa og gaa ind
paa,
Hvad A l b e r t i lægger Vind paa.
Jubilæum de gelassen
H ar nu holdt for Sparekassen.
For Al b e r t i , som ihærdig
Styred' den, paa Færde er de.
• Folkegave«
vil de have,
At der skjænkes skal den brave;
Mens han selv i M indeskrifter
Skildrer Kassens Storbedrifter.
Han er deres Drot, som æres.
Hvordan Madposen skal skjæres,
Det ferst aar han, derfor staar han
Som en Heros, Tak — det faar han.
Sul til Brød de flot ham yde,
Flæsk i hans Platinagryde.
Naa! til Lykke da, I trygge
S parekasse-P atienter!
I, som bygge uden Skygge
Blot af Tvivl paa Eders R enter,
Gid I tyre dem med Helsen,
Ingen Syre brænde Pelsen!