EfterretnOmJohannesWiedewelt

119

og den italienske Mester staar ogsaa i dette Punkt højere

end sin ældre nordiske Kunstbroder. De to store S tatuer

paa Siderne af Pavens Sarkofag tiltale os derimod langt

mindre. Døn ene af disse, Religionen, er staaende, den

anden, Dødens Genius, siddende. Den første er en robust

kvindelig Pigur, iført en mere moderat end antikt tænkt

Kjortel. Hovedet bærer en Straalekrone, et malerisk Mo

tiv, som ikke hører hjemme i Billedhuggerkunsten, og hvor

til intet tilsvarende findes i det Wiedeweltske \ ærk. Den

anden Figur, Døden, fremstilles som en sovende Genius af

et sødligt Totalindtryk, med bløde, noget kvindelige Former,

med en omvendt Fakkel i Haanden. D et fortræffeligste

ved hele Canovas Værk er efter vor Formening de tvende,

ved Foden af de nys skildrede to B illedstøtter hvilende

sørgende Løver, prægtige, som Canova forstod at danne

dem.

Men den kvindelige Skikkelse, Religionen, fore

kommer os at mangle sand Højhed, de blankt polerede

Marmorlemmer hos Dødens Genius gjøre et uhyggeligt,

halvt sansepirrende, halvt spøgelseagtigt Indtryk, og Kom

positionen udgjør ikke nogen harmonisk Helhed, da den

s i d d e n d e Genius ikke kan gjælde for tilstrækkelig Pendant

til den tre eller fire Alen højere s t a a e n d e Kvindestatue.

Hvor ganske anderledes hos Wiedewelt! E t Højdesnit

fra Urnens Laag til Fodstykket deler F rederik V.s Monu

ment i to næsten kongruente Halvdele.

Hvor herligt og stort Wiedewelts Værk for sin Tid

var, fremgaar endnu klarere ved at sammenligne det med

et aldeles samtidigt af samme Art.

I 1776 havde Pigale fuldført sit Monument over Mare-

chalen af Sachsen, i Thomaskirken i Strassburg. I elleve

A ar havde Kunstneren arbejdet paa dette Værk. Det ud

fylder hele Korets Endevæg, den tekniske Udførelse lader

lidet eller intet tilbage at ønske, Ideen er ædlere gjennem-

f'ørt end i de fleste andre samtidige Væ rk e r1), og dog,

hvor lidet kan det taale en Sammenligning med Wiede-

*) Liibke, Gesch. d. Plastik, II.