120
welts! Dettes køje, ædle, monumentale Ro og blide Yemod
er der ikke Spor af hos Pigale; lians Monument viser os
en fuldstændig Ballet- eller Operascene, udført i Marmor
og unægtelig af ikke ringe Virkning. Marechalen, en i øvrigt
vel udkastet og vel udført Helteskikkelse, skrider med
Krigerens værdige Holdning, fuld af stolt Selvfølelse, ned
af Trinene, som føre til Graven, livis umiddelbare Nærbed
lian ikke synes at ænse eller at ane, en Hentydning til
hans tidlige og uventede Død. En nedbøjet Kvindeskikkelse,
det sørgende Frankrig, stræber forgjæves at bolde Helten
tilbage, men ved den aabne Grav venter Døden barn med
sine Knokkelhænder. Benraden, som er halvt indhyllet i
et stort Ligklæde, gjør en i høj Grad frastødende, næsten
gruopvækkende Virkning, medens paa den anden Side en
firskaaren Herkules, der græder, og Leoparden, Løven og
Ørnen, de af Helten besejrede Rigers heraldiske Dyr, som
i vild Forfærdelse styrte bort over hverandre ved Synet
af den frygtelige, gjøre en aldeles modsat, en vist næppe
tilsigtet komisk Virkning.
Pigale var sin Tids berømteste Billedhugger, men hvor
langt renere og ædlere var ikke Wiedewelts Genius! Hvad
Canova angaar, da var han den Gang kun en ukjendt,
uerfaren og uberømt Yngling.
A t Wiedewelts Monument staar tilbage for dem, som
Tliorvaldsens Mesterhaand skabte et halvt Aarhundrede
senere, er sandt, th i Thorvaldsen staar lige saa højt over
Wiedewelt, som denne over Pigale, Coustou og sin Tids
øvrige Billedhuggere. Men naar vi, som nu leve, og som
have beundret de mest fuldendte Værker, som Billedhugger
kunsten siden Fidias’ og Praxiteles’ Dage har frembragt,
se Manglerne ved Wiedewelts Monument, og naar vi i de
tvende sørgende Kvindeskikkelser „føle Stenen for meget
og Livet for lidt“ 1). — da maa vi ogsaa indrømme, at
*) Friis, R o skild e Dom kirke, 132. — Dokum enter dette M onum ent
angaaerde findes paa Unv. B ib i. (M skp t. "Wied. Sm l. I I , 23, 71).
— D e t er stukket i meget stort Fo rm at a f Clemens. — Teg
ninger og Stud ier til det paa A k ad em ie t.'