89 / 163
89
eller Død bliver nogen Pension at udbetale, og endelig i Henhold til Vedtægtens
§ 14 c. i et Tilskud fra Teatret, beregnet procentvis af den samlede Lønsum og af
en saadan Størrelse, at der er fuld Dækning for Pensionsrisikoen. Teatret betaler
derhos Tillægene (for Tiden Reguleringstillæg) til de nye Grundpensioner, medens
Tillæg efter Loven af 1. Maj 1923 hidtil er udredet af Staten ved særlig Bevilling.
Fra en Formue for Alderdomsforsørgelsesfonden paa 2 105 000 Kr. pr.
1. Juli 1914 er Pensionsfondens Formue pr. 1. Juli 1933 vokset til 5 323 000 Kr.
Pensionsfondens Regnskab stiller sig som angivet i hosstaaende Skema i Aarene
1922—33.
Man maa fuldt ud anerkende den Indsats, der fra Fondsbestyrelsens Side er
gjort for at konsolidere Pensionsfonden og frembringe et for en Fond af denne
Art saa overordentlig gunstigt Resultat, der har givet sig Udtryk i saa bety
delige Aarsoverskud og i, at Teatret i de 2 sidste Aar og —efter hvad der er oplyst
— indtil videre kunde fritages for overhovedet at yde noget Tilskud efter Ved
tægtens § 14 c., men det kan hævdes, at Fondens overordentlig sikre Stilling i
første Række skyldes, at Teatret, altsaa i Virkeligheden Staten, gennem mange
Aar har ydet store — efter Vedtægtens § 14 formentlig rigeligt store — Bidrag,
der saa langt overvejer Personalets Indskud.
Det er ikke Hensigten at lægge Hindringer i Vejen for en for Teatret
gunstig Udvikling af Pensionssystemet, hvis Opretholdelse i det lange Løb
vil kunne modsvares af en Nedgang paa Udgiftsbudgettet, særlig Lønnings
budgettet, man ønsker heller ikke at betage Personalet nogen Del af den det ved
Pensionsvedtægten tilsikrede Ret, og man kunde derfor foreslaa dels, at der aarligt
paa Teatrets Budget — uanset Pensionsfondens gunstige Stilling — optages et
til Renten af 500 000 Kr. svarende Beløb som fast Tilskud til Pensionsfonden,
dels at Staten overtager Garantien for eventuel Tilbageførelse til Fonden af de
til det kulturelle Fond overførte 500 000 Kr., for saa vidt og i det Omfang, hvori
dette — imod den foreliggende Beregning — skulde vise sig nødvendigt, for at
Pensionsfonden kan opfylde sine vedtægtsmæssige Forpligtelser, ligesom man
kunde indstille, at de det kulturelle Fond tilfaldende Renter af de 500 000 Kr.
til enhver Tid ved Administrationen af Kulturfondet skal komme Det kongelige
Teater tilgode.
Med den saaledes omtalte Grundkapital som Basis for Kulturfondet opstaar
Spørgsmaalet omde aarligt tilbagevendendeMidler, sommaatte kunne tilflyde dette
Fond, og Opmærksomheden har i saa Henseende fæstnet sig ved Forlystelses
skatten, ved det internationale Forbund til Beskyttelse af Komponistrettig
heder i Danmark (Koda) samt ved Statsradiofonien.
Ifølge Lov Nr. 112 af 13. Maj 1911 om Afgift af offentlige Forestillinger og
Fremvisninger m. m. kan Afgiften i visse Tilfælde bortfalde, naar Fremførelsen
er foranstaltet af det offentlige, jfr. § 5, eller naar den tjener til Oplysningens
Fremme, jfr. § 8. I begge Henseender vilde Det kongelige Teater naturligt opfylde
Betingelserne for Afgiftsfrihed. Imidlertid er der i Lovens § 6 truffet den udtryk
kelige Bestemmelse, at den Teatret paahvilende Afgift indbetales direkte i Stats
kassen og udelukkende tilfalder denne, altsaa uden Deling med Kommunen, som
det i øvrigt er Lovens Regel.
Man maa formentlig gaa ud fra, at Afgiftspligten for Det kongelige
Teater — af Hensyn til Privatteatrene — næppe kan eller bør ophæves, men i
Kraft af det almindelige Synspunkt, som er anlagt, vilde det være baade naturligt
12