GAHagemannsKollegium

DELOS

I Oldtiden, mod Slutningen af sin Glansperiode, var Delos beboet af 50,

60 000 Indbyggere og benævnes endog af samtidige Forfattere med del lor-

dringsfulde Navn »Verdens Navle«. Næsten alle Oldtidens kendte Forfattere

har iøvrigt knyttet deres Navn til Delos, enten gennem Forfattelsen af

Hymner af religiøs Art og Processionssange eller Dramaer og Skuespil,

ligefra Homer til Euripides, og indtil den alexandrinske Tids Historie

skrivere.

Øens ældste Kolonisation, der har etterladt synlige Spor, skrivei sig

fra c. Aar 2000 f. Ivr., da Pelasger og Karier (fra Lilleasien) tog den i Be

siddelse. De efterfulgtes af Phoenikierne. Senere gjorde Indflydelse Ira

det Minoeske Herskerdømme paa Kreta og mykenæisk Kultur sig gældende,

hvorom interessante Vasefund vidner. Fra Aar 1000 til Aai 500 1. Ivi. be

gyndte imidlertid Delos’ Glansperiode. Paa denne Tid stod nemlig Delos

som Centret for det mægtige »ioniske Forbund«, hvis Indflydelse beherskede

det ægæiske Hav og dets Kyster paa det græske og lilleasiatiske Fastland.

I denne Egenskab blev Delos efter Perserkrigenes sejrrige Afslutning udset

til Opbevaringssted for Forbundsskatten (der dog imidlertid 50 Aar seneie,

efter at Athen havde overtaget Herredømmet over det helleniske Rige,

flyttedes til denne By).

Aarsagen til den store Berømmelse, Delos nød i disse Tider, skriver sig

fra de religiøse Forestillinger, Grækerne knyttede til denne 0 . Ifølge den

græske Gudelære, der efterhaanden havde udviklet sig paa Grundlag al

den gamle episke Digtning, var det paa denne 0 , at Leto, som Zens havde

fattet Kærlighed til, fandt Fred for Heras Skinsyge og fødte Søskendeparret

Apollon og Artemis, de to Guddomme, der senere blev det antikke Hellas

mest fremtrædende. Begge Personifikationer af Solens og Maanens varmende

(helbredende) og lysende Magt, tilbedtes de i al Almindelighed som »det

Ondes Afværgere«, »Menneskenes Forkæmpere«. Langsomt udformede Apollons

Kultus ham til Poesiens og Strengespillets Gud. — Til disse Guders Ære

opførtes paa Delos Tempel efter Tempel, det ene større og prægtigere end

det andet, hvortil knyttede sig Bygninger til Opbevarelse af de forskellige

Øers og Folkeslags Tempelskatte, Boliger for Præsteskabet o. s. v., o. s. v.

Dyrkelsen af Apollon og Artemis, ved Siden af hvilke de øvrige kendte

græske Guder ogsaa havde holdt deres Indtog paa Øen, Zeus, Leto, Posei-

don, Dionysos, Aphrodite; o. s. v., var hovedsagelig henlagt til bestemte

aarligt tilbagevendende Festdage, der kaldte de forskellige spredte Smaa-

stammer af det græske Folk sammen, og derved bidrog til at skabe den ind

byrdes Aandsfællesfølelse, som var den egentlige Sjæl i det græske Hegemoni.

Festerne, der var ledsagede af Musik og Sang, (bestemte Sange, der blev af-

sungne under Sejladsen til den hellige 0 , bestemte Processionssange o. s. v.)

bestod i Ofringer til Gudernes Ære af Dyr, som Okser, Svin og Duer, Brød, Vin

eller Røgelse, hvortil knyttede sig Frembæring af Offergaver: Billedstøtter

af Guderne, Dragter og Smykker til dem, skønt formede Vaser og Skaale

til Brug eller Udsmykning, eller endog ligefrem Penge, hvilket all opbevaredes

af Præsterne eller udstilledes i Templerne og de dertil hørende Søjlehaller.

Endvidere i Danse, hvoraf den mest berømte var den, — »Gjérani« kaldet: