229 / 437
ISLANDSKE FOLKESAGN
21
D E N L I L L E D J Æ V E L P Å K I R K E B J Æ L K E N .
D e r v a r engang en præ st; men man véd ikke, h v o r han boede.
H a n holdt
gudstjeneste en søndag, som han plejede, og som sædvanlig gik alt, som det
skulde, in d til han
v a r komm en op på
prækestolen og ha v
de begyndt at p ræ
ke, da v a r der en
m and forrest i k ir
ken, som slog en
skoggerlatter
op
m id t u n d e r talen.
D e r v a r ingen, der
i øjeblikket lod sig
anfægte deraf, h v e r
ken præsten eller
andre, og det skete
da he lle r ikke mere
end den ene gang.
Præ sten blev så fæ r
dig med sin præ ken,
gik ned af stolen
og derefter for al
teret og fuldførte
gudstjenesten, som
han skulde.
Siden
gik
han
udenfor
kirken.
D æ ru d e spurgte
præ sten sig fo r om ,
hvem
den
mand
va r, der havde vakt
forargelse i m enig
heden unde r guds
tjenesten,
og
det
blev nu sagt ham .
S å lo d præsten m a n
den kalde fo r sig og
spurgte h a m , om
det, han havde sagt
idag på prækestolen, havde syntes ham så latterligt, at han ikke havde kunnet
bare sigfor at le og dæ rved forarge menigheden, eller h vad grunden va r til hans
opførsel.
Manden sagde, at det va r langt fra at væ re hans m ening at gøre løjer
med præstens ord.
»Men jeg så noget«, siger han, »som præsten vel næppe h a r
set,
og vist he lle r ikke nogen anden af m enigheden«. »H v a d v a r det?« siger
præsten.