230 / 437
22
ISLANDSKE FOLKESAGN
»A ld rig så sna rt v a r I komm e t op på stolen«, siger m anden, »så begyndte
to kæ llin g e r, som sad på h jø rn e bæ n k e n o vre på k vin d e sid e n , at skændes og
overfuse h in anden med de væ rste skæ ldsord.
I det samme faldt m it b lik op på
kirk e b jæ lke n , og dæ r så jeg, at de r sad en lille djæ vel. I den ene klo havde han
en ru n k e n skind lap og i den anden et hesteben.
Ved liv æ rt skæ ldso rd, som for
ud af kæ lling e rne , spidsede han øren og lyttede o pm æ rk som t til og skrev straks
m ed hestebenet h v æ r tøddel på lappen, så længe det kun de stå på den.
Tils id s t
blev den alligevel for lille, men fanden v a r ikke rå d v ild , han gav sig straks til
at strække den, h ugg e r tæ nd e rne i den ene ende af den og kløerne i den anden,
og sådan får han da plads foreløbig.
N u sm ø re r han ned af alle kræ fte r, til
lappen er udskrevet.
Så gø r han som før, stræ kke r lappen og s k riv e r løs igen.
Det gentager sig nu gang på gang, og djæ velen slide r i lappen i alle ender og
kanter, n å r pladsen slip p e r op.
Men tilsidst h a r han da overbem alet h v æ r plet
på skind lappen og strakt den sådan, at det er um u lig t at få den større.
Da nu
im id le rtid kæ llin g e rn e stadig k n e b re r op, og djæ velen ikke på nogen m åde v il gå
glip af ét eneste skæ ldso rd, så g ive r han sig igen. til at slide i lappen af alle
kræ fte r. Men som han nu h a r hugget tæ nderne rig tig h å rd t i, re v n e r lapp en, og
han vild e sagtens væ re drattet pladask ned på kirk egu lve t, h vis han ikke i faldet
havde slået en klo i b jæ lk en. D a kunde jeg ikke bare m ig for at le, gode præ st,
og jeg beder nu både je r og m enigheden y dm y g t om forladelse, h vis jeg h a r
vakt forargelse«.
P ræ sten fandt, at m anden v a r at u n d sk yld e for det skete, og pålagde ham
d æ rfo r ku n et let skriftem ål til advarsel for a n d re ; men præ sten sagde, at han
antog, at kæ llin g e rn e næste gang havde andet at bestille i k irk e n end at m ore
fanden med deres skæ ldsord.
»LANDET MED DE FEM KONGER« .
E T E V E N T Y R .
D
e r
v a r engang en ganske lille Stat.
D em er der mange af; men denne v a r
noget helt for sig selv. Den havde saadan en m æ rk e lig Regering, for skønt
det altsaa kun va r en meget lille Stat, havde den dog hele 5 K o n g e r paa een
Gang.
De 5 K o n g e r havde im id le rtid altid tra vlt med deres p riva te Affæ rer, de
kunde nem lig ikke leve af bare at væ re K o n g e r.
De fik d e rfo r meget lid t T id
tilovers til den lille Stat, og lod som Regel and re bæ re Regeringens R yrd e r.
D e r v a r nu for det første R igskansleren.
Det v a r en æ ld re H e rre med et
vindende Væsen.
H a n vidste Besked med alt og alle bedre end de fleste, og
K ongern e satte derfor stor P ris paa ham . De lo d ham tit skalte og valte, ganske
som han selv vilde, og hvem de r ikke va r ked af det, v a r n a tu rligvis R igskansleren.
Saa v a r d e r tre M inistre, valgte af og b la n d t Folket. De skulde ogsaa h jæ lpe
med til at holde R egeringsm askineriet i Gang, for det skulde væ re saa dem okratisk