231 / 437
»LANDET MED DE FEM KONGER«
23
alt sammen.
Den lille Stat v a r nem lig en Mønsterstat, som F o lk kom langvejs
fra fo r at b e u n d re , og alle de F rem m ede fik at høre om de liberale Ideer,
Regeringen ble v ledet efter, og den store Indflyde lse, Befolkningen havde paa
Styret.
Det lød jo forfæ rdelig kønt, og det gik udm æ rket en lang T id .
Men da
der v a r saa mange, der skulde raade, kunde de na tu rligvis ikke enes i Læ ngden.
F o lk e t syntes, at K ongern e stadig h o ld t mere med Kansleren end med Folkets
M inistre, og det v a r da h e lle r ikke rigtigt af Kongerne.
Vel?
Som n u T id e n gik, blev Folke t mere og mere vrede paa Kongerne.
Man
fortæ ller, at F o lk e t engang kom fra hele La ndet og talte sammen om en Sag, der
laa alle meget paa Hjerte.
Men da M inistrene forelagde Sagen for Kongerne,
sagde den fornemste af disse bare: »N u h a r m it kæ re F o lk nok gjort m ig til N a r
ig e n «. D e t v a r al den Interesse, de kongelige H ø jh e d e r viste for Folkets Ønsker,
og der er nok noget om det, for H isto rie n er lige siden den Gang gaaet i A rv
fra Slægt til Slægt i den lille Stat.
T ils id s t syntes F o lk e t ikke, det kunde gaa længere paa den Manér, og da
man ikke kunde afsætte Kongerne, blev en skønne Dag to af M inistrene sendt
op paa Slottet for at bede om en n y G ru n d lo v .
D eroppe sad de 5 K onger og
R igskansleren ru n d t om et stort, stort B o rd og saa umaadelig væ rdige ud.
M inistrene bukkede og bukkede helt ned til G u lve t; men de maa vist ikke have
g jo rt det rigtig godt, for det havde ikke nogen videre V irk n in g . Bevares, Kongerne
vilde saa in d e rlig gerne give en n y G ru n d lo v ; men saadan som Fo lket ønskede
den? Nej, det kunde der da rigtigno k ikke væ re T a le om . Det An svar, som fulgte
med deres ophøjede Stilling v a r i Kongernes Ø jne blevet saa u h yre stort, at de
ikke kun de give den m indste Kende af deres Magt fra sig.
I deres kongelige
In d ig n a tio n kunde de slet ikke forstaa, at Folkets Ønsker kun gik ud paa i al
Y dm yg h e d at faa L o v til at udtale sig om de foreliggende Statsinteresser.
De
stakkels M inistre maatte
gaa igen med tørre
M unde og slet forrettet Sag.
Det blev S omm er.
Dengang laa F o lk paa La ndet om Somm eren akkurat
ligesom nu, og man beskæftigede sig ikke med alvorlige Sager, saa længe det va r
v a rm t i Vejret.
D e rfo r blev det helt hen paa Efteraaret, inden Kongerne atter
mødtes til Raadslagning. De talte længe sammen ; men hvad der blev sagt, forblev
en d yb Hemm elighed.
Nogle Dage senere fik M inistreneden nye G ru n d lo v
højtideligen overleveret, saa nu kunde Folke t sagtens væ re tilfreds.
Men hvad
sker?
D a Fo lke t blev sam let til L a n d d a g , og M inistrene frem lagde den nye
G ru n d lo v , rejste de r sig
et øredøvende Skrig
af Sorg og H a rm e. N u v a rman da
først blevet ilde stedt.
Ikke blot v a r Folkets Ønske r ikke blevet tilfredsstillede;
men K ongerne havde endog foretaget In d s k ræ n k n in g e r i M inistrenes Virkeom raade.
Man lod derfor K ongerne vide, at den G ru n d lo v vilde Folket h verken eje eller
have.
H v is K ongernealligevel
udstedte de n , ja , saa va r der natu rligvis ikke
noget at gøre ved det;men saa kunde m an da se, hvad
alle de skønne O rd
om Befolkningens store Indflydelse betød.
Saa tik Kongerne altsaa det at
spekulere paa.
N u v a r det S k ik , at de folkevalgte M inistre skiftede med regelmæssige
M e llem rum , og ikke længe efter den storm fulde La nddag skulde der netop væ re
M inistervalg. Men der v a r ingen, som turde tage A rv e n op efter de afgaaende og
arbejde sammen med de K onger, der havde mistet Folkets T illid .
D e r in d tra f