232 / 437
24
»LANDET MED DE FEM KONGER«
d e rfo r den mæ rkelige T ils ta n d , at Staten stod uden M inistre.
Det v il sige, der
v a r
n a tu rlig vis Kansleren.
Det maa væ re ra rt nok at kun ne gøre ganske, som
m an
gerne v il; men det er vist ikke ra rt at skulle gøre m ere, end m an gerne vil.
Saa,skønt K ansleren i Begyndelsen v a r h e n ry k t o ve r
at væ re ene H ane i K u rv e n ,
blev
han nok alligevel efterhaanden lid t anstrengt af det uvante A rb e jd e , og
h ve rke n Konge rn e eller F o lk e t kunde væ re helt tilfredse med Situationen.
D e r v a r i den lille Stat en gamm el V ism a n d , som alle F o lk søgte hen til,
naa r de trængte til Raad og H jæ lp .
H a n syntes, det v a r S yn d , at Staten saadan
skulde lide u n d e r in d re S trid. H a n snakkede lid t med K ongern e, og saa lod han
Fo lk e t kalde sammen.
A lle mødte, baade K v in d e r og M æ nd (de v a r nem lig saa
frem skredne i den lille Stat, at de havde a lm indelig Stemm eret), og den gam le
V ism a n d talte til dem fo r at vække deres T illid til K onge rn e, og han hørte paa
deres K la g e r og B ø nn e r og lovede at hjæ lpe dem .
H a n v a r rig tig no k meget klogere og meget behæ ndigere end M inistrene havde
væ ret.
F o r straks da han begyndte at tale med K ongern e , forstod de, h vad det
va r, F o lk e t ønskede, og saa fik F o lk e t n a tu rlig vis den rigtige G ru n d lo v , og de fik
igen valgt M inistre, og alt v a r idel L y k k e og G læde.
Selv R igskanslcren sagde,
at han v a r glad, for det ha vde jo væ re t en anstrængende H isto rie fo r h a m ; men
det v a r da forresten ikke alle, der troede ham rigtigt.
O m K o ng e rn e v a r glade,
det kan jeg rig tig n o k ikke sige; men D u kan jo selv spørge dem eller deres
E fte rkom m e re , h vis D u nogensinde skulde træffe dem.
DEN SURE.