307 / 437
FRA NOGLE REJSER MED G. A. HAGEMANN
19
Da vi henvendte os til Stationsforstanderen, var jo Situationen noget
ugunstig. At en fin Herre var blevet bestjaalet og ingen Penge havde, kunde
jo nok forstaas, men at den Herre, som han var sammen med — det var
mig — og som ikke var bestjaalet, heller ingen Penge havde, saa jo noget
mystisk ud. Imidlertid lykkedes det dog hurtigt at gøre Stationsforstanderen
forstaaeligt, at vi ingen rene Stoddere var. I Lommen havde jeg Telegrammer
fra Kongerne af Danmark og Norge, hvem vi ved Kroningsfestaftenen hos
Konsul Smidth havde sendt Lykønskning til fra »Danske Polyteknikere paa
Studierejse i Norge«, og saadanne Telegrammer løber jo ikke enhver om
med. Stationsforstanderen tog Hatten dybt af og lod os uden Penge faa
de bestilte Sovevognspladser, medens andre, der stod med Pengene i Haan
den, ingen Billetter fik. Stolte over at have klaret Vanskelighederne gik Hage-
mann og jeg ind i vore 1ste Klasses Sovekupéer og sov de retfærdiges Søvn.
Da vi næste Morgen var naaet forbi Helsingør Station, kom Togføreren ind
i Vognen og spurgte efter os. Vi troede allerede, at han bragte Telegram
om, at Tyvene var fundne, men det var Telegram om, at vi ikke maatte
forlade vore Ankomststationer, før Billetterne var betalt. Da vi begge kendte
vore respektive Stationsforstandere, slap vi dog let over denne lille Forma
litet, og jeg tror, at Hagemann morede sig saadan over Eventyret, at han
siden fandt det alle Pengene værd. Paa en eller anden Maade stod det
nogen Tid efter refereret i et af Københavns Smaablade. Hans tomme Tegne
bog blev senere fundet paa Banestrækningen syd for Moss.
Man vil maaske finde det mærkeligt, at jeg fortæller en saa munter Hi
storie i et Aarsskrift for Kollegiet for det Aar, hvori Kollegiet blev berøvet
sin Stifter. Man vil maaske finde, at jeg heller burde have skrevet alvorligt
om alt det gode, han har udført i sit Liv for Land og Folk i Almindelighed
og Læreanstalt og Kollegium i Særdeleshed. Det forekommer mig imidlertid,
at herom blev der talt og skrevet ved hans Bortgang, der voldte Kollegiets
Alumner en oprigtig Sorg, som de gav Udtryk ved at staa som Sørgemar-
skaller ved hans Kiste og ved at foranstalte en Mindefest om Aftenen efter
Bisættelsen. Og jeg ved jo, at Hagemann elskede Munterheden imellem de
unge, og tror, hvis han selv skulde have valgt, vilde han have foretrukket,
at Aarsskriftet ikke udkom som Sørgeskrift i Anledning af hans Død. Der
for har jeg valgt at fortælle lidt fra Smaaepisoder i hans Liv, hvor jeg havde
den Lykke at være paa Rejse med ham og nyde godt af Samlivet med en
Mand, der var kundskabsrig og sprudlende af Ideer som faa. Og jeg har
tænkt, at det kunde interessere Alumnerne at høre om hans Interesse for
Tekniken og dens Udvikling og om hans Glæde ved at færdes med de unge
og om hans gode Humør, selv om et og andet gik ham imod.