GAHagemannsKollegium

FRA NOGLE REJSER MED G. A. HAGEMANN

Kroner af ham for at betale Middagen, og derfor nu kun havde faa Kroner

hos mig. Men derved opdagede Hagemann, endnu før Toget gik, at hans

Tegnebog, hvoraf han lige i Hotellet havde givet mig de 10 Kr., var borte,

og at han altsaa formodentlig var bestjaalet af nogle Herrer, som sammen

med os havde trængt sig ind i Vognen, men derefter var forsvundne. Vi fik,

inden Toget gik, lige Tid til at melde Tyveriet til Stationsforstanderen, som

ikke før havde havt det Tilfælde paa den fredelige Vestkystbane, der vel kun

havde faaet Besøg af internationale Lommetyve, fordi der havde været For

retninger at gøre for dem i Norge under de foregaaende Dages Kroningsfest

ligheder. I Hagemanns stjaalne Tegnebog laa ikke blot hans Seddelpenge

men ogsaa hans Jærnbanebillet, og den samlede Formue, som vi havde hos

os, var nu ca. 14 Kr. Det var ikke meget — , især da vi telegrafisk havde be

stilt 1ste Klasses Sovevognsbilletter i Gøteborg, som vi jo altsaa der skulde

betale. Vi fik imidlertid Lov til at køre videre, og Togføreren bad mig gaa

med ham gennem Toget, naar det gik igang, for at se, om jeg skulde kunne

kende Lommetyvene, medens Stationsforstanderen straks sendte en tilstede

værende Politibetjent ud i Moss By for at søge efter dem. Jeg kunde imid

lertid ikke udpege nogen iblandt Passagererne som den formentlige Tyv. Vi

besluttede nu at anvende rigeligt af de 14 Kr. til Drikkepenge til Togføreren

for at faa ham til ved Grænsen at fortælle vor Oplevelse videre til den sven

ske Togfører og herved formaa ham til at tage os med trods Hage

manns Mangel paa Billet. Da vi var kørt lidt, kom en Avisdreng og

derefter en Dreng med Appelsiner gennem Toget, men Hagemann og

jeg var enige om, at Tiderne ikke var til saadanne Flotheder som at købe

en Avis eller en Appelsin. Da jeg senere blev spurgt, om vi ønskede en

Kurv med Aftensmad ind i Kupéen, erklærede Hagemann, at han ikke blev

sulten, før han næste Morgen var i Snekkersten. Det lykkedes mig dog at

overtale ham til Købet af en Kurv til 1 Kr. i Fællesskab. Vi tog imidlertid

begge Situationen med godt Humør, skønt det navnlig for Hagemann maa

have været noget uvant at være hensat i saa pludselig en Fattigdom. Paa

en Mellemstation brugte vi nogle Penge til at telegrafere til Stationsforstan

deren i Moss, at det var danske Hundredkronesedler, der havde været i Tegne

bogen, da det maaske vilde lette Tyvenes Paagribelse, og ved en anden Sta

tion telegraferede jeg til en Slægtning i København om straks telegrafisk at

sende 200 Kr. til Jærnbanepoststationen i Gøteborg, saa at vi, naar vi kom

der om Aftenen, kunde betale vore Sovevognsbilletter. Og saa kørte vi atter

videre fast bestemte paa, at til København skulde vi og det i Sovevogn,

hvordan det saa end gik. Da vi naaede Gøteborg, hvor vi skulde have havt

20 Minutters Ophold, var der saa megen Forsinkelse formedelst det store Antal

Rejsende fra Kroningsfestlighederne, at Opholdet kun var paa 4 Minutter.

Ved Jærnbaneposthuset fik jeg den opbyggelige Meddelelse, at der laa et

Brevkort om, at der telegrafisk var kommet Penge til mig til Hovedpost

kontoret i Byen, men der stod ikke hvor mange, og man vilde end ikke

udbetale mig 50 Kr., da der jo mulig var sendt færre, saa jeg fik slet ingen,

og Posthuset i Byen var der ikke Tid til at naa.