UDDRAG AF BREVE FRA G. A. HAGEMANN.
AF
M . C. H A R D IN G.
I
de mange Breve, som jeg i Tidens Løb har modtaget fra
G. A. Hagemann
,
er det rent personlige Forhold mellem ham og mig det mest fremtrædende
og uden Interesse for større Kredse. Hist og her i Brevene findes der dog
Udtalelser, der hos dem, som har kendt ham, vil vække Minder om ham
og hans rige Personlighed. Det er ikke store, vigtige Spørgsmaal, han
behandler, oftest smaa Naturskildringer fra hans mange Kejser; men
undertiden kastes der gennem disse Udtalelser Strejflys over enkelte Sider
af hans Karakter, og der er i hvert Fald den Charme derved, at det er
Hagemanns egne Tanker, iklædte hans egne Ord, der gengives.
I Vinteren 1914 besøgte Hagemann med sin Familje Norge og boede
en Tid paa Voxenkollen. »Her er henrivende her oppe«, skriver Hagemann
i Brev af 9. Februar 1904, ». . . Sneen ligger meterhøj over alt, og det er
eri 7— 8° Kulde, men man mærker det mærkværdig lidt; thi det er stille —
ingen gennemtrængende Blæst. Og Dagen gaar ude i fri Luft, for de unge
paa Ski eller Kælk, for os gamle med Spasereture paa de velskuffede Veje.
Aftenerne, der begynder Kl. 4 og slutter lO1^, er lidt lange, men de gaar
— jeg ved ikke hvorledes. Men styrkende er det, vidunderligt...«.
Hagemann nærede en stadig Ængstelse for at blive »for gammel« for
de Institutioner, han arbejdede for. I et Brev fra samme Kejse glæder
han sig over, at Loven om den polytekniske Læreanstalts Udvidelse er bleven
forelagt Rigsdagen, men tilføjer: » . . . Kun Skade, at jeg nu er saa gammel
og begynder at blive aflægs; jeg tror, at vor Højskole kunde rejses endnu
et godt Stykke... «, og i et senere Brev, fra 1906, da han fyldte 60 Aar,
skriver han: » . . .Med 60 Aar burde man have Alderdomsunderstøttelse og
Afsked, men saa er det, at man i Danmark mener, at man er moden til at
gøre alt! Derfor er Landet saa »gammelt«...«.
Det kan hænde, at Hagemann i sine Breve kommer ind paa videnska
belige Spørgsmaal. Forholdet mellem Varme og Volumenforandringer ved
kemiske Processer var hans kæreste Emne. Jeg linder saaledes i et Brev