391 / 437
DEN NYE DAG
J
EG er den unge, den dæmrende Dag,
runden af Rædsel og Veraab og Vaande,
født under Ufredens drønende Brag,
strejfet af Dødsgudens isnende Aande. —
Verden var øde og tom og mørk
— grænseløs Nat og uendelig Ørk; —
Steg da af Hav jeg paa glødende Vinger,
tegned »Bliv Lys!« med min flammende Finger.
Aa for en Verden, der møder mit Lys!
— vanfør og blændet, forkrøblet og ussel,
vakler i Vanvid og gisper i Gys,
skjuler sit Øje i brændende Blusel.
— Dødningehænder med Kniv imod Kniv
Aa for en Verden, jeg kalder til Liv!
— Syndflodens Vraggods og Ragnaroks Rester,
Sodomas sydende Slam, der forpester!