396 / 437
8
I TYSK LAND UNDER KRIG OG REVOLUT ION
fangespørgsmål: Tyskerne havde jo de fleste fanger, kunde altså udøve de
skarpeste repressalier og ventede jo en snarlig afgørelse til deres fordel.
Når man talte om Amerikas magt, blev man lét ud.
I slutningen af august kom jeg atter en 3 ugers tid herned. Endnu
herskede det gamle system fuldt ud, men det begyndte alligevel at føle
den hule grund under sig. Foch’s store og afgørende offensiv havde varet
en god måned og havde ikke ladet forsvarerne ro til et eneste nogenlunde
stort modangreb. Utryghed og ængstelse bredte sig: »hvis man kun vidste,
hvad der var sandhed,« var ledemotivet i folkets tale og tanke.
Den 29. september, dagen efter at Bulgarien havde bedt om våben
stilstand, kom jeg atter til Berlin, denne gang for længere tid. Jeg var
blevet fast ansat som sekretær ved Danske Røde Kors’ Tysklandsafdeling,
og samtidig knyttet til det særlige kontor, som Danske Røde Kors Bog
komité har i Berlin.
Der var ophidset forundring over Bulgariens frafald. Først søgtes det
hele krampagtig reduceret til, at en lille ententevenlig klike havde fået
overtaget, men da denne forklaring meget snart viste sig falsk, brød egent
lig hos de nogenledes vidende fortvivlelsen løs — mens det store folk for
stod og interesserede sig grumme lidt for begivenheder på Balkan. Men
de indrepolitiske begivenheder, der fulgte efter, havde interesse selv for
den jævne Tysker. Under stor spænding åbnedes den 4. oktober rigsdagen
med en tale af den nye rigskansler, prins Max af Baden.
Sammen med tusender andre stod jeg foran rigsdagsbygningen for at
spørge nyt, i usikker forventning om, at en eller anden vilde komme ud,
fortælle om det ventede fredsforslag og holde en fængende ta le ; der var
stof til begejstring og stor folkestemning.
Selv om der var lidt skuffelse over den tale, prinsen havde læ s t op,
var glæden over den nye regering dog stor, og man høstede kun ivrig
modsigelse, hvis man med bekymring pegede på, at også Ruslands første
revolutionsregering havde haft en prins (fyrst Lvof) i spidsen.
Den næste måned var spændingen næsten uudholdelig: samtidig med
at Foch stadig hamrede løs, den forventningsfulde ængstelige venten på
W ilsons svar, den ene, den anden, den tredje gang. Og naboens hus
brændte: Østrig-Ungarn faldt sammen i selvstændige revolutionære natio
ner, Polakkerne, Elsasserne og Danskerne sagde sig løs fra det tyske rige,
i rigsdagen forlangtes kejserens abdikation og samtidig stadig stærkere
indre gæring. Alligevel kom meddelelsen om flådeoprøret i Kiel, få dage
efter at hr. Joffe med kammerater var sendt hjem, stærkt overraskende.
Og med forfærdelse hørte man her i Berlin, hvorledes revolutionen brød
sejrrigt frem hele riget over, til det regeringstro Berlin var ganske isoleret.
Lørdag den 9. november var jeg som sædvanlig om formiddagen på
kontoret i Victoriastrasse. Alt var roligt, men stemningen var utryg. Efter
aftale med bogkomiteens kontor købte vi en stor Røde-Kors-fane for at
kunne stikke den ud fra kontoret ved uroligheder. Da vi gik hjem kl.
l/^2,
var gaderne fulde af skyttegravsmæssig udrustede soldater, der besatte alle
broerne over Spreearmene med maskingeværafdelinger. På Llitzowplads
så vi sporvognene vende: „det gaar løs i Moabit« sagdes der.
Kl. 3 var jeg inde i byen igen, dels for at se til kontoret, dels for at
gå på bibliotheket. Da jeg fra højbanen kommer ned i Potsdamerstrasse,
hører jeg hurraråb og ser en grå militærbil komme susende med stort
rødt flag og fuld af geværvæbnede matroser og civile med rødt armbind,
ganske som man kendte det fra russiske billeder.
Det var på denne måde, jeg fik at vide, at revolutionen havde sejret,
og jeg må tilstaa, det gav et godt chok i mig. Disse biler prægede gade
livet den dag, fløjtende og hvæsende for de af sted, standsede af og til