GAHagemannsKollegium

V INTERH ISTOR IE

Som jeg vandrede hjemefter, forekom det mig, at det Mørke, hvis Til

værelse i det foregående intet Øjeblik havde været helt borte af mit Sind,

nu rykkede nærmere ind på mig. Idyllen i Huset hos de to gamle blev mig

meget fjærn som noget, der forlængst var forbi, og et stort Mismod gled ind

over mig. Jeg skulde igennem et Hjørne af en Nåleskov, og oppe i en Skov

ås hørte jeg Bjælder fra en Tømmerkører. Lyden kom rykvis, eftersom

Hesten lagde sig frem i Seletøjet. — Men der var intet hyggeligt ved Bjælde

klangen. Nej, den lille Bjælde råbte kun til mig om sin Ensomhed under

den store Frosthimmel, om Træthed og uendeligt Slid. Er jeg også ene som

den i et stort, gråhvidt og frossent Land, er min Gerning som en sådan

ussel Bjælde, der lyder sprukkent ud mellem tavse Træer og sultende Dyr?

Ja, her går jeg i mit Sogn, til Glæde for ingen, til Byrde for mig selv. Ingen

hører, ingen følger mig, min lille Bjælde lyder tyndt og Dødsens møjsomme

ligt ud gennem kold, kold Luft.

Men hvordan er det så med mit Hjem. Mangen Præst har jo søgt Bod

for Arbejdets Skuffelser i et godt og lunt Husliv. Åh nej, det blev vel også

dårligt nok. Også derind har jeg båret mit Mismod og min Glædeløshed;

Kolde Stuer har jeg beredt for min Hustru og mine Drenge, og jeg kan ikke

undres over, at de ikke har kunnet vedblive at svare mig med Varme.

Ja, ja. Har så mine Sognebørn det lettere? Mange ikke, uden i det ene,

at Nøden røver en Del af deres Bevidsthed fra dem; halvt bedøvede vakler

de fremad i deres hårde og kolde Skæbne; mange af dem er vel døde uden

nogensinde at have været fuldt ved Bevidstheden mere end i et enkelt svim

lende Nu : en Højsommerdag som Barn oppe i en Bærbakke i Skoven; eller

som ung — en hed og kogiende Lørdagsnat ved St. Hans med en Kvindenakke

mod ens Arm og den lyse Nats Ansigt ind mod Kammerets Vindue.

Men m in Bevidsthed er altid vågen, min Sjæl har aldrig søgt sig et Vin

terhi; klart belyst og isnende ligger mit Liv for mig som de fjerne Åse ligger

foran mig under Månen, der er stået op.

Jeg er nu nået hjem til Præstegården og går ind i min Stue. Der er

ingen kommet ud til mig i Gangen; de har vel nok hørt mig, da jeg stam

pede Sneen af Støvlerne uden for Døren, men der kommer ingen ud. Nej,

nej, de kan jo ikke vide, om jeg vil tage koldt imod dem og lade dem for

stå, at de kun skal lade mig være i Fred. Sådan har jeg vel så ofte gjort.

Men som jeg nu kommer ind i min Stue, skyder der noget andet op

i mig. Det er dog mit Hjem, denne Stue med Fyrretræsmøblerne og det lave

smårudede Vindue. Her er nok temmelig koldt, men lidt Lunhed er der

da ved Ovnen, det er dog et lille Paradis imod Ødemarkens vældige Stor

stue, der har Frostvindene til Vægge og Driverne til Gulv. — Jeg går hen

til Vinduet, som vender mod Vest. Månen står bag mig, og Skyggen af Stue

huset ligger som en bred Stribe uden for Muren; men længere nede ligger

Haven i fuldt Måneskin, jeg ser de fattige Par Frugttræer med Puder af Sne

på hver Kvist, Grønkål stikker op af Sneen med krusede Blade. Det er jo

nok fattigt, men det er dog mit; denne Plet skal jeg værne og være god

imod.

Kan det mon være så svært? Hvad om jeg prøvede! Først her i mit