406 / 437
SVEN DRECHSEL
1897—1918
O ven ! Jeg mindes dig i kjole og hvidt med festens glans i
^ dine øine — og paa de lange hjemture om morgenen.
Og jeg mindes dig som den fine, hensynsfulde ven i den dag
lige omgang.
Jeg husker dengang — og dengang, alle de smaa op
levelser som knyttet os sammen, og jeg forstaar at vi, dine
venner, holdt av dig, ikke fordi du var større og merkeligere
end andre, men fordi du var ven.
Vi holdt av dit lune humør og din likefremme nøktern-
het, dit ægte uaffekterte væsen og din ungdommelig uvorrne
likegladhet. Og vi respekterte din arbeidslyst, og din stor
artede evne til at arbeide — i stilhet.
Men samtidig som du var dig ansvaret og alvore t be
vidst, spiste du med ungdommens graadighet av alle livets
gyldne frugter derfor var det os saa ufattelig at netop du,
som levet, skulde dø.
Sven. Du som var liv og var midt iblandt os, nu er du
borte — Tanken er saa stor og saa streng at det føles som
legemlig smerte at tænke den helt tilbunds.
E D V A R D H E IB E R G