401 / 437
VINTERHISTORIE
y 'V E T efterfølgende er, når Slutningen tages fra, et ganske nøgternt Referat
af en Drøm, jeg for nogen Tid siden havde. Det er mig om at gøre at
fremhæve, at jeg ikke har gjort nogetsomhelst Forsøg på at udsmykke min
Drøm eller lægge en Betydning ind i den, som den ikke ejer. Jeg fortæller
så nøjagtigt, som det er mig muligt, og gør mig kun Umage for at fremkalde
netop den Stemning, som var over denne natlige Oplevelse.
Nu begynder da Drømmen med, at jeg var løftet ud af både Tiden og
mit eget Liv og engang i Begyndelsen af forrige Århundrede var Præst ude
i et afsides Landsogn. Det var Vinter med Sne og Frost, og ud på Efter
middagen var jeg gået hen at besøge et Par gamle Frøkener, som boede i
et lille Hus neden for Kirkebakken. Det var to gamle Præstedøtre, som
næsten ingen Pårørende havde mere og som var lidt sære, som man jo kan
blive det af næsten kun at have set de samme Par Ansigter i mange, mange
År og af at møde de samme Træk og de samme Tanker hos hinanden Dag
efter Dag. Alligevel var der godt at være hos de gamle Damer, hvis Hænge-
krøller dirrede af Henrykkelse over at have Besøg og at kunne opvarte Præ
sten med Kaffe. Jeg sad og morede mig lidt over dem, de havde så mange
Egenheder og gerådede i de pudsigste Småskænderier om Kaffeopdækningen
og de dyre Tider. Samtidigt reflekterede jeg dog lidt over min egen skjulte
Fornøjelse. Jeg husker, at det faldt mig ind, at dette næsten var som Studenter
dagenes friske Morskab over Menneskers Særheder; allerbagest i min Sjæl
lå der vist en lille Forundring over, at jeg dog endnu var i Stand til med
ungdommelig Interesse at observere og notere i min Bevidsthed. Det undrede
mig, at jeg havde Råd og Sind til denne næsten drengeagtige Fornøjelse, for
et Sted tæt uden for mig — eller var det måske snarere inden i mig
lå
der jo dog et stort Mørke og ventede; hvor havde jeg Glæde fra til at dele
med disse to gamle, jeg glemte dog vel ikke, h vem jeg var, om jeg også
for en Tid kunde skubbe det fra mig. — Ak, hvor der var lunt og hyggeligt
derinde i den lille Stue; henne på Ovnen lå der Æb ler og stegte, en sidste
Dessert, før jeg skulde hjem ; men så var også Tiden inde til at gå, det mørknede
svært allerede; og jeg kom i Frakken og smilede og hilste til de to gamle,
der begge var ude på Stentrappen for at sige Farvel.
Det var nu temmelig mørkt, men Sneen lyste, og om kort Tid vilde Maa-
nen komme op. Desuden var der kun en god Fjerdingvej til Præstegården.