398 / 437
EDGAR ALLAN POE: „KLOKKERNE“
"LJ ØR de klingre Kaneklokker,
Sølverklokker,
hvilket Væld af Lystighed den lyse Klang fremlokker;
hvor de fylder, fylder, fylder
frostklar Luft med Lyd,
medens Stjerneverdnens Mylder
hele Himlens Hvælving hyller
i krystalliseret Fryd;
hvor de holder Tiden, Tiden
i en rytmisk Fremadgliden,
vugger Tiden frem i Takt med en melodisk Klingklangsang
af de Kaneklokkers Klang,
Klokkers Klang
af de lyse, lette Kaneklokkers Klang.
Hør de bløde Bryllupsklokker,
gyldne Klokker,
hvilket Væld af Lykke deres Harmoni fremlokker;
hvor de ringer glade Bud
i en duftrig Natluft ud,
hvilket Sus af muntre Sange,
stemte Triller,
som med bløde Gyldenklange
faar en tosset Turteldue til at fange
Maanegriller.
Hør, fra tonefyldte Celler
der en Strøm af stærk og mættet Vellyd vælder,
hvor den stiger,
forudsiger
Fremtidsfryd! hvor den fortæller
om den Lykkerus, der lokker
Bruset frem fra Bryllupsklokker,
Bryllupsklokker,
Klokker, Klokker,
Jubelbrus fra Bryllupsklokker.