GAHagemannsKollegium

EDGAR A L L A N P O E : »KLOKKERNE «

Hør de vilde Varselklokker,

Bronceklokker,

hvilket Væld af Rædsel deres Raseri fremlokker.

Deres Skrig af navnløs Frygt

bryder Nattens Stilhed stygt.

Uroskælvende og skræmte

kan de bare klemte, klemte

fælt forstemte

i en bange Bøn om Naade af den naadeløse Lue,

i en vanvidvoldsom Vrede mod den lumske, døve Lue,

der blot stiger, stiger, stiger

mer og mer, og hidsigt higer

for med Vælde frem at vinde

nu — nu eller ingensinde

op til Maanens blege Bue.

Aah, de Klokker, Klokker, Klokker

deres Rædselsrøst fremlokker

Haabløshed.

Deres Brus og Brøl og Brag

dæmper Nattens Hjærteslag

til en angstfuld Skælven ned.

For et øvet Øre melder

Klokkers Klagen, Klokkers Bragen

hvordan Faren viger, vælder.

Selve Hjærteroden rokker

Klokkers Ramlen, Klokkers Skramlen,

naar de falske Flammer flokker

sig ombrust af Brag og Slag af Varselklokker,

Varselklokker —

Klokker, Klokker,

hæse Skraal og Skrald af Varselklokker.

Hør de haarde Klemt af Klokker,

Jernmalmklokker,

hvilket Væld af tunge Tanker deres Larm fremlokker;

hvor vort Hjerte i de lange,

tavse Nætter banker bange

for de kolde Klokkers triste Truen.

Røsten fra de rustne Struber

strømmer som fra dybe Gruber,

vækker Gruen,

og de Sjæle — aah, de Sjæle,

som i Klokketaarne dvæle

ganske ene,

synger en satanisk Sang,