397 / 437
I TYSKLAND UNDER KRIG OG REVOLUT ION
9
på et torv eller gadehjørne, for at en matros eller rødgardist kunde tale
til folket, og forsvandt igen under hurraråb. Karakteristisk var også små-
skarer af revolutionære, der standsede enhver soldat for at rive kokarden
af hans hue og skære skulderstropperne af. Men ellers herskede der glad
og munter stemning, det føltes som en befrielse fra lange tiders tunge tryk.
Næste morgen læste man i avisen, at der havde været lidt skydning
inde i byen, men at alt atter var roligt. Jeg var på kontoret for at hente
telegrammer og vilde derfra op i det Danske Gesandtskab med svartelele-
gram, men dog først gå en lille tur på Unter den Linden. Jeg går roligt
op ad W ilhelmstrasse og standser kun af og til undervejs for at erobre
mig et af de mange flyveblade, der uddeltes af de »røde« biler. Da jeg er
tæt oppe ved Unter den Linden, lyder der pludselig skud og en stor
menneskemængde kommer flygtende imod os. Alt bliver dog igen roligt,
og jeg forsøger paany at nå frem, men skydningen begynder igen. Nu
lyder der også de dumpe drøn af håndgranater og maskingeværernes uhygge
lige råtatatåtatatå. Da der også skydes lige overfor os, i Behrenstrasse,
og bag os, og Unter den Linden bliver afspærret af rødgardister, må jeg
tiltræde tilbagetoget, og jeg forsøger ad en omvej at nå hen til det Danske
Gesandtskab og få afsendt mit telegram. På vejen kommer jeg forbi rigs
dagsbygningen, foran hvilken der netop har været massemøde. Her be
gynder skydningen igen og er en overgang meget voldsom. Mængden
løber forskræmt frem og tilbage, dækker sig ikke, men danner stadig påny
små diskuterende klynger, som udstøder vilde forbandelser mod de offi
cerer og spejdere, der menes at skyde på folket fra tagene.
Mandag morgen, den 11., kan jeg ikke komme den sædvanlige vej til
kontoret, fordi Victoriastrasse, hvori dette ligger, til den ene side er spær
ret af soldater og matroser. Endelig når jeg hen ad en bagvej og hører
så, at grunden til afspærringen er, at der lige er blevet skudt fra og på
et hus i gaden, hvor overkommandoen har sæde. Vort kontor forbliver
imidlertid uskadt. Men om eftermiddagen troede den røde garde, der holdt
vagt på Unter den Linden, at der blev skudt fra den bygning, hvor Bog
komitéen har kontor, og åbnede ilden med det resultat, at loftet og samt
lige ruder blev ødelagt. Andet skete heldigvis ikke, men det var kun et
kvarter siden lederen af kontoret havde forladt det.
Siden den dag har byen været rolig d. v. s. der skydes jo nok hver
dag eller dog hver nat, men ikke med maskingeværer og ikke mod de
mere eller mindre imaginære kongetro officerer og spejdere, men mod de
ret talrige bevæbnede bander, der, tit ogsaa ved højlys dag, trænger ind i
de velstaaendes huse og forlanger mad og penge udleveret. To gange er
der blevet skudt foran mine vinduer.
Hovedindtrykket siden da — at der kun er gaaet en uge, er uforståe
ligt — er, at revolutionen forbavsende, ja, ængsteligt hurtigt har løbet
hornene af sig. »Den røde lørdag«, den 9., var de to store konservative
blade, »Norddeutsche allgemeine Zeitung« og »Lokal Anzeiger«, blevet be
slaglagt og omdøbt til »Internationale Zeitung« og »Die rote Fahne«, men
allerede om mandagen lod regeringen dem give tilbage til de gamle redak
tioner. Der skal atter bæres distinktioner — det sker iøvrigt ikke
og
officererne skal atter adlydes. Om det går med så meget mådehold, får
tiden vise.
LOU IS L. H AM M ER ICH .
Berlin, den 18. november 1918.