23 / 320
16
I
Sveits,
Pestalozzis og Fellenbergs Fædreland, havd
man ligeledes havt Opmærksomheden henvendt paa de
Blinde, og i 1809 oprettede det i
Ziirich
bestaaende saa-
kaldte „Hiilfsgesellschaft" paa Forslag af sin Formand, Lægen
Dr.
J. G. Hirzel,
en
Opdragelsesanstalt for Blinde,
der
tillige skulde tjene til
Læreanstalt for voxne unge Blinde.
Optagelsesalderen blev derfor sat til fra 10 til 30 Aar. Se
nere forsøgte man at gjøre Blindeinstituttet i Ziirich til et
National-Institut for Sveits. Da dette mislykkedes, besluttede
man til Blindeinstituttet at knytte et Døvstummeinstitut, og
Indrettelsen af denne Dobbeltanstalt skriver sig fra Aaret
1826. Ellers have stedse Døvstummeafdelingerne været de
oprindelige; her var nu det Omvendte Tilfældet. I Alminde
lighed have de to saa forskellige Klasser af Børn været ind
byrdes adskilte; her var dette ikke Tilfældet, uden for saa
vidt de, om end af de samme Lærere (ligesom i det. svenske
Manilla-Institut), undervistes i særskilte Timer. I Kleins
„Geschichte des Blinden-Unterrichtes" hedder det herom: „I
Begyndelsen vare de Blinde og de Døvstumme, naar de
mødtes, gensidig tilbageholdne og undseelige. De Blinde
følte et Slags Skyhed overfor de Døvstumme, idet de, paa
Grund af Mangelen paa Tale, ansaae dem for Væsener af en
lavere Art; derimod betragtede de Døvstumme den Blinde
som en hjælpeløs Skabning, spottede og drillede ham vel
endog. Men senere kom de hinanden nærmere, de Blinde
betroede sig til de Døvstumme som deres Førere, og disse
lagde rørt Agtelse for Dagen for de Blindes Duelighed og
vare dem med al Opmærksomhed behjælpelige ved deres
Arbejder. Meddelelsen mellem de to Arter af Elever skeer
ved Hjælp af mundtlig Tale. Den Døvstumme taler lang
somt, den Blinde svarer paa samme Maade, og den Døv
stumme forstaar Svaret ved Taleorganernes Bevægelse d. v. s.
ved at aflæse fra Munden,
— idet. den gode Hørelse hjælper
den Blinde, det skarpe Øje den Døvstumme, saa at efter et
kort Samvær den gensidige Meddelelse og Underholdning
gaar for sig med Lethed".