143 / 234
132
der skal ventileres af oplyste mænd, at anføre, hvorfor
lægerne ikke bør være mindre dannede« end teologer
eller jurister.
Han gaar derpaa ind paa de indvendinger, der kan
rejses.
1)
Mangel paa personer til embeder særlig i krigs
tid gælder ikke mere, da der er saa mange studerende.
Før Norges adskillelse examineredes i 20 aar 296 = 144/ 5
aarlig, fra 1821— 1828 examineredes 188 eller 2 3% aarlig!
I Danmark er der 1,100 gejstlige embeder, aarlig exa-
mineres 40— 50 teologer, men til 140 kirurgiske og medi
cinske embeder examineres aarlig 23 % person! I de sidste
8 aar var der 48 vakancer, og der blev saaledes 140 til
overs eller 1 7% aarlig! Af de 188 var 100 studenter eller
12 % aarlig, og da der kun er 6 vakancer, kan man godt
udelukke de ustuderede. Han indser ikke, hvad der skal
blive af saa mange, udsigterne til at leve af privat praxis
er meget ringe. Det er derfor kollegiets pligt at gøre op
mærksom paa en reform, hvorved lægernes antal for
mindskes, og det sker bedst ved at udelukke de ustu
derede.
Han kommer derpaa med en del indvendinger uden
større betydning, men under 6) siger han, at det, at ty
skerne vilde savne den kirurgiske undervisning, vilde
være en fordel og ikke en fejl ved reformen. »Dersom
de i hertugdømmerne værende embeder skulde besættes
med læger fra hovedstaden, kunde maaske noget tale
for den underlige indretning, at ved en dansk læreanstalt
holdes tyske forelæsninger; men paa 2—-3 embeder nær
besættes alle civile poster derovre ved de i Kiel dannede
læger. Desuden holdes der saa faa tyske forelæsninger ved
akademiet, saa det forslaar ikke for holstenerne.«
7) At mangen med fortrinlige evner begavet person,
som ikke har haft raad eller lejlighed til i sin ungdom at
studere sig frem til universitetet, vil gaa tabt for viden
skaben, er en paastand, som ikke kan gælde mere for den
ene videnskab end den anden. Desuden er det vist bedre,
at et par sjældne subjekter paa en saadan maade gaar
tabte for lægevidenskaben, end at for disses skyld adgang
tilstedes snese halvstuderede personer, hos hvem man tidlig
eller sildig vil spore den mangel paa moralsk og intellek
tuel dannelse, som man hos studenter ikke kan formode.
8) Han slutter med forholdene i andre lande, som