149 / 646
140
Koleraen i København 1853.
svarer ham fra Sorø: »Denne Sommer ha r med al sin
Dejlighed da ogsaa været dig en sjæletrykkende Fimbul-
Sommer — den ha r syntes mig saa lang som uhyggelig
— og jeg ha r tit tænkt paa Valas Syn: den skumle
Drage, der kommer flyvende som en spraglet Slange fra
Mørkets Huler og slæber Lig over Sletten med sine
Vinger.« I Aarhus udgav Fr. Sneedorff-Birch et Digt
om Cholera Morbus, et apokalyptisk Syn. Ogsaa han
ser i Koleraen en Drage; alvorsfuldt lyder det til den:
»Vaagn op! Den Evige kalder; flyve skal du afsted
over Jord som en Svøbe for Synden, slynge Fordærvel
sens Lynhagl ned paa vanartige Slægter, som med for
mastelig Haand gør Brud paa hans hellige Love, svin
gende Tvedragtens Fakkel og æggende Broder mod
Broder, tændende Oprørsbaalet, hvis Flammer trindt
om paa Jorden strække, lig hvæsende Slanger, de spil
lende Tunger mod Skyen.« Det er Vantroen, Læren
om den sanselige Nydelse som Livets Maal, Socialismen,
den røde Republik, Kommunismen, Kravet om ubunden
Frihed, der h a r kaldt Koleraen ud af dens Hule. En
fynsk Brevskriver til Ugeskriftet »Dannebrog« fører dens
Aarsag tilbage til de hjemlige politiske Forhold. »Vi
have her«, siger han, »baade i Kirke og i Huse bedet
for København om Smitsotens Standsning. Jeg ser i
den en Straf over Folket for dets Jammerlighed og
Vantro i Fædrelandets Sag paa Rigsdagen, efter al Vor
herres mageløse Hjælp og Varetægt i Krigens og Op
rørets Tid.« Og Bladets Redaktion føjer forklarende
til: »Kolera udbrød i de samme Dage, i hvilke de Rigs-
dagsmænd samlede sig her i Byen, som havde besluttet
at omstøde baade Arvelov og Grundlov; og ganske
sikkert er det, at først i den samme Middagsstund, i
hvilken Arvebudskabet blev antaget, blev Lægeforsam
lingen enig med sig selv om, at det var den indiske