153 / 646
144
Koleraen i København 1853.
a t han, naar han hos en Patient skulde skrive en Re
cept, efter at have faaet Pennen i Haanden i Distraktion
glemte Recepten, skrev i Steden et Digt paa Recept
papiret og gik sin Vej uden at huske mere paa den
syge, — udgav et Rimbrev om Koleraen, hvori han lod
Sygdommen og Døden tale sammen, Døden med høj og
haanlig Latter og hul Røst, Koleraen med en hæs
Stemme, der fik Blodet til at størkne i Aarerne og hver
Fiber til at skælve. »Forfærdelse havde grebet alle,«
siger Fru Heiberg, »og man gik fra Morgen til Aften i
Angst for sine kære.« Og selv en Læge som P. Bramsen
ytrede, at det var en forfærdelig Tid, man maatte have
»Nerver af Sejlgarn« for at gennemgaa den — han havde
ikke saadanne Nerver og bukkede jo under. Stadig
hørte man om bekendte Mænd, Koleraen havde dræbt:
Maleren C. W. Eckersberg, Digteren og Præsten C. J.
Boye, Arkitekt C. P. Hagemann, Grev Holstein Ledre-
borg, Oberst J. T. Ræder, Landstingsmand, Forligelses-
kommissær K. A. Maaløe, den tidligere Borgerrepræsen
tan t Brændevinsbrænder P. C. Hansen, Tøjmager L. V.
Lund, en dygtig Fører for de københavnske Haand-
værkssvende — foruden de af Overanstrængelse særlig
udsatte Læger, der var døde.
Alligevel var Stemningen i Hovedstaden i det hele,
om end alvorlig, saa dog rolig og værdig. »Publikum
her i Byen«, skriver »Dagbladet« den 29. Juli, »bærer
Ulykken langt bedre, end man efter dens Udstrækning
kunde formode; vel hersker der megen Sorg i de Kredse,
hvor Slægt og Venner ere bievne bortrevne, men nogen
almindelig Angst og Fortvivlelse eksisterer aldeles ikke.
Vi have tvært imod med Glæde lagt Mærke til, at den
jævne Sindsro, der udgør den ene Side af den danske
Folkekarakter, heller ikke ved denne Lejlighed har for
nægtet sig.« »Stemningen er ikke forknyt,« skriver H.
Brøchner 18. Juli til sin Ven Molbech, »men Kolera er