163 / 646
154
Caroline Walter og Ferdinand Lindgreen.
Aktrice, hvis ugemene Talenter fortjener Vedligeholdelse
og Opmuntring«.
Efter at have modtaget denne Skrivelse henviste
Magistraten Madam Lindgreen til Teaterdirektionen for
om muligt ved dennes Hjælp at faa Sagen bilagt i
Mindelighed. Men saa let gik det ikke, dertil var hun
altfor stridbar. Hun sendte 9. Jun i en Klage til Direk
tionen, og da hun den 17. Jun i havde modtaget Svar,
indgav hun Dagen efter en ny Klage til Magistraten,
hvori hun atter forlangte, at de tre Herrer Hvass, Lassen
og Holberg skulde opkaldes for at svare til deres »slette,
utilladelige og lovstridige Forhold« mod hende. Mellem
Linierne kan man læse, hvad Direktionen havde be
brejdet hende. Den havde svaret hende, »at min Datter
nu befandt sig i sin Rolighed, saa jeg skulde linde
mig i Billighed, og jeg kunde nøjes med en liden Pen
sion, og min Datter var ikke tjent med at komme med
blaa Øjne paa Teatret, hvortil jeg svarede, at i de 17
(!) Aar, hun ha r været ved Komedierne og intet haft at
leve af, der kunde tilstrække, har hun ingen blaa Øjne
haft og jeg dog holdt hende i Klæder og Zir, som for
hende har været nødvendigt. Jeg sagde da ligeledes, at
dersom Direktionen havde givet de benævnte Personer
Ordre til at borttage min Datter, havde de dog vel
ingen Ordre haft at traktere mig med Skældsord og
Stokkeprygl. Derpaa jeg fik til Svar, det fik saa at
være, og min Datter havde nu saa meget, hun kunde
leve af«. Da Madam Lindgreen havde truet med Magi
straten, havde en af dem sagt: »Hvad vil Magistraten
gøre?«, »hvilket jeg med Ed kan bekræfte«. »Skal saa-
dan Handling staa ved Magt, saa Gud trøste enhver
ærlig Moder, hvis Datter har et glat Ansigt, ha r Teatret
her Inkvisitionsret, som i de katolske Lande nu er af
skaffet, hvor godt Folks Pigebørn blev bortsnappede
uden videre Regnskab, hvortil de skal bruges. Da min