164 / 646
Caroline Walter og Ferdinand Lindgreen.
155
Datter ha r været ved Komedierne i 17 Aar (!) og været
hos mig uden at være i Forvaring hos Hr.
Knudsen,
hvor hun nu er og forbydes at tale med sin Moder eller
Slægt«. Hun forlanger, at Datteren føres tilbage til
hende fra Hr. Knudsen, hvor hun »betaler af hendes
eget, saa længe hun har at leve frisk med; men om
hun i Dag eller i Morgen bliver syg og skal ligge 10
Aar ved Sengen, hvem skal da føde og opholde hende?«
Hun udbeder sig derfor atter »Assistange, at jeg som en
forladt Enke nyder den Ret, som Guds og Kongens
Love befaler.«
Magistraten begyndte nu for Alvor at føle sig stødt
ved Teaterdirektionens afvisende Holdning og sendte
den en pro Memoria af 21. Jun i, hvori det hedder, at
det paaligger Magistraten som Øvrighed at paase, at
Forældre beholder den dem efter Loven tilkommende
Myndighed over deres Børn, og i Fald Børn af For
ældre forurettes, da at skaffe Børnene Ret; men da det
er Magistraten ubekendt, om der maatte være overdraget
Direktionen en særdeles Jurisdiktion over de ved Teatret
engagerede Personer videre end forhen, da Magistraten
og de to og tredive Mænd var Direktører1), bad den
tjenstligst Direktionen, at Datteren maatte faa Befaling
til at møde paa Raadstuen, naar hun blev tilsagt, med
mindre hun alene henhørte under Direktionen i alle
Tilfælde.
Først henved tre Uger efter svarede Direktionen
Magistraten i en Skrivelse, hvori den gjorde Rede for
hele Sagens Forløb. Det hedder heri blandt andet:
»Caroline Halles
Udflyttelse af Moderens Hus saavel
som den af Moderen med en besynderlig Omhyggelighed
fordulgte, men nu fast overalt bekendte ubehagelige
Teatret stod som bekendt under iMagistraten fra 1750 til 1770.