282 / 646
Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.
273
Men Bygom gav Pokker i Paragrafferne og lod
Præsten prædike. Allerede den første Præst,
Morten Ja
kobsen Wemmehøj1),
maatte paa en skriftlig Opfordring
fra Magistraten af 5. Febr. 1738 om at sige Sandheden
m. H. t. Bygoms Opførsel2) i sit Svar (af 20. Febr., Pk.)
bekende, at Bygom, lige siden Wemmehøj blev beskik
ket til Prædikantembedet, havde ført et ugudeligt og
forargeligt Levned med Drukkenskab og ilde Medfart af
nogle af Arrestanterne og især af hans egen Hustru;
Præsten havde ofte foreholdt ham det, men han var
bleven ved trods alle sine gode Løfter; skønt han saa-
ledes burde behandles med den største Strenghed, vilde
han dog gaa i Forbøn for ham, da han atter havde
lovet Bedring. Overpræsidenten gav da Bygom en al
vorlig Irettesættelse, og derved blev det dengang. Men
saa kom den næste Præsts Anklager, og de var endnu
mere graverende.
Wemmehøj opgav nemlig snart Ævret. Han »henfaldt
i Melankoli«, og i Marts 1738 meldte han Magistraten,
at Stadsfysikus Dr. Friis havde raadet ham til at rejse
nogen Tid bort for at faa frisk Luft for hans Svagheds
Skyld, hvorfor han med Biskop Dorphs Tilladelse havde
faaet en Student til at prædike for sig; da Magistraten
sendte Bud til ham for at se Biskoppens Tilladelse, var
han allerede rejst. I Ju li tog han endelig sin Afsked,
og det sidste halve Aars Løn blev holdt tilbage til den
konstituerede Præst,
Saabye,
»som er bleven forsikret
:) Han blev ordineret 20. Okt. 1737; ifl. Wiberg blev han ud
nævnt 6. Sept.
2) Den nærmeste Anledning var vistnok, at en Gældsarrestant
Peder H vid
klagede over Bygoms »haarde Omgang«, og at han forbød
Hvids Kone at komme ind i Arresthuset. Magistraten gav da B.
Paalæg om at lade Konen komme ind om Dagen, men om Natten
maatte hun ikke være der. Det lader til, at det sidste altsaa ogsaa
undertiden har fundet Sted.