272
Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.
ned har bevist at være bekvem dertil; han faar aarlig 20 Rd.
d erfo r1).
E llers har Delinkventerne, naar de beredes til Døden, en
aparte Stue, hvor de er om Dagen, saa længe Præsten betjener
dem . De Arrestanter, der i Arresten b liver svage, betjenes af
Præsterne ved F rue Kirke, der m eddeler dem Sakramentet.
Saa overvejede Regeringen. Men det hele, der kom
ud af Overvejelserne, var en kgl. Befaling af 5. Ju li
(Kbr. 1737 Nr. 66Vs), at der ikke maatte holdes V æ r ts
h u s i Arresthuset, og at Arrestanterne ikke maatte sam
les for at drikke eller »lege« (o: spille), samt at det paa
lagdes Biskop Worm at gøre Forslag om, hvorledes der
kunde holdes Aftensangsprædiken og Bøn hver Morgen
og Aften. Det første Punk t førte til et Tillæg af 22. Juli
i tre Paragraffer til Arrestforvarerens Instruks, der for
bød Værtshusholdet samt fastslog, at der altid skulde
være en aparte Stue for Delinkventer, der beredtes til
Døden, saaledes at kun de, der præparerer dem, eller
de, som de begærer at tale med, maa komme derind.
Biskop Worms Forslag havde til Følge, at der ifl. kgl.
Befaling af 2. Aug. 1737 (Kbr. 1737 Nr. 77) ansattes en
ordineret P ræ s t , der skulde lønnes med 100 Rd. aarlig
af Stadens Kasse samt de 20 Rd., Studenten før fik, og
Tavlepenge. For at bøde noget paa den ringe Løn blev
der tilføjet: »Naar Præsten har været der i 4—5 Aar,
vil Kongen have ham i Erindring til et bedre Embede
befordret«. Præsten fik Bolig i Arresthusets 3. Etage.
Kongen havde Kaldsretten.
0 Fra Begyndelsen, 1712, har der maaske ikke været indrettet
nogen egentlig K ir k e , men Studenten, der skulde prædike, var der.
I 1713 opstilledes 3 Bænke for dem, der kom ind i Arresthuset for
at overvære Prædikenen; 1717 søgte Studenten om, at Folk ligesom
tilforn maatte komme ind i Arresthuset for at høre Prædikenen, Ved
Arrestforvarerens Instruks af 4. Juli 1722 fastsattes det, at der skulde
holdes Gudstjeneste derinde Søn- og Helligdage »udi det dertil ind
rettede Logemente«. (Se O. Nielsen, Kbhvn. VI S. 318).