329 / 646
320
Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.
At den ringeste skulle glæde sig med den største, og at
mange forandringer, man skal gaa igienn em ; ach vie haver
syndet, hvor (!) Hoved Krone er fallen, naar vie i d isse Dage
lader vores Ønsker, vores Sueke frembære; vie ere u sle Creatur
a lle sammen. Vie maae ikke være som Børn, men som gam le
Mennisker, at m ange Tusinde Kongers Hoved lade regne over
os, naar vie skal saa sige, naar det behager Gud, nu i Jesu
Navn, i Jesu Navn . . . .
NB. Da fald hand baglængs ned a f Prædikestolen, og
derm ed b lev Prædigen endet. Ammen.«
Magistraten meldte Sagen til Biskoppen og vedlagde
baade Løbecks og Rothenborgs Redegørelser (Kpb. 26.
Marts) — af Løbecks findes der kun et kort Referat
(Rpr.), Rothenborgs, der vistnok har været ret kuriøs,
har jeg ikke kunnet finde —, og der hlev afholdt Politi
forhør. Men Sagen trak længe ud, ogsaa fordi Rothen-
borg for at redde sig kom med alle Slags Udflugter1),
og først hen i August blev der nedsat en Kommission
til at bedømme Sagen.
Men det mærkelige var, at Rotlienborg ikke alene
blev boende i Arresthuset i al denne Tid, men endog
vedblev at være Præst og skalte og valte derinde som
sædvanligt til stor Forargelse og Moro for Arrestanter
og Publikum, der lader til at have drevet et syndigt
Sjov med h am 2).
*) I Juli 1766 (Rpr.) bad han om, at der maatte blive sendt to
Betjente ind i Arresthuset for at se, »om det er muligt, at man
baade kan staa paa Prædikestolen med Ryggen mod Væggen og til
lige omfatte Prædikestolen med højre Arm, saa at endog Alhuen lig
ger ud over den«.
2) I Maj fortalte han, at nogle arresterede Kvindfolk havde gjort
stor Opsigt i Kirken med deres Grinen og Latter og havde forledt en
Smededreng til det samme, saa at Qvistgaard, der prædikede for ham,
nær var gaaet fra Koncepterne, og saa kom der en Jødekone ind,
som spurgte, hvad det var for en Karl, der stod og raabte i Kirken,
og sagde, at han jo maatte være gal. Nogle Maaneder efter fortalte
han, at Løbeck og Arrestanterne sang Viser om ham.