Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.
315
sig vilde han, og da han saa søgte Kongen om Tilladelse
til at indgaa Ægteskab, hvad der ikke før havde været
Arresthuspræsten tilladt, svarede Magistraten (Kpb. 26.
Sept. 1765), at for den maatte han gerne gøre det, naar
han blot ikke forlangte Forandringer i sine Værelser og
mere i Løn. Paa disse Betingelser fik han saa Tilladel
sen (kgl. Res. 18. Okt., Kbr. 1765 B Nr. 101). Han be
nyttede den imidlertid ikke. Men han blev jo ogsaa
snart efter brødløs, og den udvalgte, som jeg ikke har
kunnet efterspore, har vel saa betænkt sig.
At Rothenborg har været en Kværulant af første
Skulfe, er der ingen Tvivl om. Men at Spiritus ogsaa
har spillet med ind, naar han havde sine Paroksysmer,
er ligesaa sikkert. Thi hvor meget han end ivrede mod
Værtshusholdet og Drikkeriet, var han selv ingen Hader
af Bacchus, som vi har set. Der er mange Tilfælde,
hvor kun Paavirkning af Spiritus kan forklare hans
Optræden1), og det var den, der bevirkede hans Fald.
Men før jeg fortæller om dette, maa jeg omtale en Be
givenhed, der bragte ham paa yderligere svage Fødder.
I Maj 1764 havde han lukket en Delinkventinde
Karen Jensdatter2)
ind i sit Brændekammer, hvor han
lod hende sidde i to Døgn, og havde slaaet og mis
handlet hende; for at faa hende ud maatte Løbeck bede
Byfogden om Assistance, og de Betjente, han fik til
x) I Jan. 1762 vilde han forlede den ovennævnte Wittrok til
under Bønnen at tage en af sine gamle Parykker paa, som han lod
sin gamle Tjenestepige hente ned i Kirken, og Wittrok bad derfor,
om han fremtidig maatte faa Lov til at holde sin Andagt paa sit
eget Kammer, for at »undgaa Præstens Prostitution, som han ofte
viser mod ham og andre Gældsarrestanter, endog paa de Tider og i
Kirken, naar Andagt skal holdes«. Mærkeligt nok svarede Magistraten,
at den ej melerede sig heri.
2) En Karen Jensdatter blev i Aug. 1764 dømt til at miste sin
Hud i Fængslet. En Karen Jensdatter, der var sigtet for Tyveri, løs
lodes af Arresten i Maj 1766.
21*