319 / 646
mod at han foruden den alt udstaaede Arrest kom i
Arrest i to Maaneder, hvoraf de 14 Dage paa Vand og
Brød. Endnu bedre slap han fra det næste Gang, da
den ovennævnte
Peder Møller
i Begyndelsen af Jan. 1759
stak af ved at fire sig ud af Loftslugen med et Tov,
den almindelig benyttede Vej, som det lader til. Løbeck
blev atter sat under Tiltale, men dengang kunde han
læsse Skylden over paa Præsten, der havde ladet Møller
komme op paa Loftet. Løbeck fik blot Tilhold om ikke
mere at udlevere Loftsnøglen og at holde Arrestanterne
indelukkede, fra Sol gaar ned. Han bad i et Indlæg i
Sept. 1759 (Rpr.), om han maatte lukke Kirken for frem
mede, da han ellers ikke kunde svare for Arrestanterne,
og spurgte, om han var forpligtet til at holde Gadedøren
aaben til Kl. 11—12 Aften for Præsten og de to Stu
denter, der boede hos ham. Man faar heller ikke Ind
tryk af, at den gode Øvrighed gjorde, hvad den kunde
for at støtte ham, naar han for at faa en ny Laas paa
Gadedøren »til større Sikkerhed« maatte gøre opmærk
som paa, at den ikke havde været efterset i 11 Aar.
Efter at Kampen mellem Præsten og Løbeck og Ar
restanterne i nogen Tid syntes at være stilnet af, blus
sede den atter op i Efteraaret 1761. Rothenborg kla
gede over, at Arrestanterne udeblev fra Kirke, og navnlig
Gældsarrestanterne
Wittrok
og Styrmand
Adam Smit,
der
havde forsvoret nogensinde at komme der; i Kirketiden
sad de og spillede Kort i Løbecks Stue, og han holdt
med dem og sagde, at han ikke kendte den nye Ordre
(denne har jeg ikke kunnet finde), at de modvillige Ar
restanter skulde paa Vand og Brød. Løbeck var et
skarnagtigt Menneske, der viste ham sin Podex og bad
ham om at spejle sig i den; han stjal af hans Brænde
og huggede Arresthusets Sengesteder, Borde og Bænke
til Brændsel;. Arrestanterne havde sat et Skandskrift i
Gang imod ham osv., og han saa i det hele saa sort
310
Fra Livet i Københavns Arresthus i 18. Aarh.