341 / 646
huset ikke mere dependerede af Magistraten (se saaledes
Kpb. 21. Marts 1773). Og samme Besked fik
Søren Palle,
der havde forestaaet Sangen i Kirken, og Barber
Muxolls
Enke for sin Sygeopvartning (se Noten S. 316). Til sidst
blev det uudholdeligt for Monrad. Den 7. Juni 1773
krævede han sin Gage for det forløbne Aar, »for at jeg
ikke. skal komme i ringere Omstændigheder, end jeg
allerede desformedelst er«, og da det heller ikke hjalp,
kom han igen 15. Juli med den Bemærkning, at han
nu maatte henvende sig til Kongen, hvis han ikke fik
sine Penge. Men Magistraten var lige stejl; den vilde
netop fremtvinge en kgl. Resolution. Monrad sendte saa
sin Ansøgning til Kongen, og da Magistraten fik denne
til Erklæring, svarede den 11. Aug. (Kpb.): »Det er bil
ligt, at Præsten faar sin Løn, men det er lige saa ubil
ligt, at Stadens Kasse skal betale Hof- og Stadsrettens
undergivne Betjente. Magistraten er helt betaget noget
med Arresthuset at bestille, saa at ingen Arrestanter op
tages der, om og de ikke kan rummes i Raadhusets
Arrester. Hof- og Stadsretten oppebærer nu de fleste af
de Indtægter, Staden før havde, og da den nu dirigerer
Arresthuset, er den vel ogsaa den rette til at betale
Præst, Degn og Arrestforvarer«. Endelig kom den kgl.
Resolution 4 Nov., der gjorde opmærksom paa, at det
Ræsonnement, at Arresthuset var Magistraten uvedkom
mende, ikke galdt, da det stadig tilhørte Staden, og fast
slog, at dens Kasse derfor fremdeles har at lønne Præst
og Degn og bekoste de nødvendige Reparationer1).
Saa bekom Monrad sine Penge, og Madame Muxoll,
som straks meldte sig, da hun fik dette at vide, blev
ogsaa honoreret2).
*) Om denne Sag se Kollegialhreve 1773 B Nr. 9 og 108.
2) Madame
Muxoll,
der lod Tjenesten besørge ved sin Søn
J. C.
Muxoll,
beholdt den til sin Død i Marts 1780, da den gik over til
Amtskirurg
Chr. Caspar Siemsen,
som tillige skulde betjene Raad-
332
Fra Livet i Københavns Arresthus
i
18. Aarh.