183 / 219
O M F A G G R Æ N S E R N E F O R S K I N D A R B E J D E R N E
I L A U G S T I D E N
A F P O U L S T R Ø M S T A D
Produkter af skind og læder indtog i middelalderen en langt mere
fremtrædende plads i dagliglivet end senere hen. Disse råvarer,
som senere på mange områder er blevet erstattet af andre stoffer,
var grundlaget for fremstillingen af en mængde nødvendighedsgen
stande. Klædedragten bestod for en stor del af pelsværk og skind,
således f.eks. huer, frakker, trøjer, bukser, handsker, strømper og
sko. Desuden brugte man skind og læder til sengetøj, bl.a. til
puder, dynevår og skindtæpper, til husgeråd, f.eks. spande, kar
og sække, til seletøj og sadler, til beskyttelse af kister og kufferter,
og sidst men ikke mindst til krigsudrustning.
Om de håndværkere, der fremstillede alle disse produkter op
rindelig har udgjort en stor hovedgruppe, hvorfra de enkelte hånd
værksfag efterhånden er blevet udskilt, eller om der har været flere
hovedgrupper vides ikke med sikkerhed. Da specialiseringen er be
gyndt allerede inden den tid, hvorfra vi har bevaret skriftlige kil
der, og da vi ikke ad anden vej kan udrede forholdene, er det ikke
muligt at finde en endelig løsning på dette problem.1 I middel
alderens senere del var grænserne mellem de forskellige grupper
af skindarbejdere flydende, og i nærværende artikel skal jeg søge
at udrede forholdene gennem tiden mellem de to hovedgrupper,
buntmagere og skindere på den ene side og remsnidere, pung
magere og handskemagere på den anden side.
Det tidligste eksempel på brugen af ordet handskemager i Dan
mark er fra 126 1. I et testamente fra dette år omtales en hr. Ger