186 / 219
P O U L S T R Ø M S T A D
lavede handsker. Ser vi på de skråer, der er blevet til senere end
1460, viser det sig,6 at Odense skindernes skrå af 24. februar 1493
som mesterstykke kræver en velberedt skindkjortel, men at der
intet nævnes om handsker. Heller ikke i de københavnske skinderes
skrå af 2. juni 1495 nævnes handsker.7 Skindermesterstykket be
stod da i en kvindeskindkjortel og en suben, d.v.s. en lang klædning
til en mand, og af skråen fremgår det, at buntmagere og skindere
udgør et laug, og at de skal lave samme mesterstykke. A f den
skrå, hvorved remsnidere og pungmagere den 7. september 1506
blev optaget i Ystadsmedenes laug,8 ses, at remsnidernes mester
stykke dér var et bondebidsel og pungmagernes et dobbelt par
handsker og en ringpung. De hidtidige kilder nævner altså kun
handsker i forbindelse med pungmagere.
Den 4. august 15 14 udstedtes laugsartikler for remsnidere, pung
magere og taskemagere.9 Laugsbrødrene mødte op på rådhuset
og beklagede sig over, »att de ey maa nyde theris embede efter
deris sch[r]aars indholdelsze med barschehan[s]chen, allunede han-
sche och sømsche hansche, diszligeste met barched leyer, allunet
leyer och sømsche leyer, szom schinder och buntmager nu bruge,
szom theris schraa eller privilegia iche vdvisser . . .«. Og i artikler
nes § 1 hedder det: »Først at ingen schall bruge remszniær saa
pungemager och taschemagers embede, och schall ingen giøre
hansche af barchet lær, ey af søms lær eller af allunet lær vden
remmesznider, pungemager och taschemager, fordi det er deris
embede . . .«. Det er efter dette buntmagerne og skinderne, der
griber ind på det område, som pungmagerne anser for at være
deres. De ofte meget kategoriske laugsskranker har været vanskelige
at overholde og endnu vanskeligere at håndhæve. For skindarbej-
demes vedkommende har det været særligt kompliceret, idet de selv
fremstillede deres råmateriale, skindene. Buntmagere og skindere,
der forarbejdede vildtskind til pelsværk, har rimeligvis også nu og
184