184 / 219
P O U L S T R Ø M S T A D
hard af Næstved kaldet handskemager.2 Om han har fået dette
tilnavn, fordi han selv har fremstillet handsker, eller fordi han har
handlet med dem, vides ikke. Brugen af ordet tyder dog på, at
man allerede på dette tidspunkt har haft håndværkere, der hoved
sagelig fremstillede handsker. I statutterne for Sankt Gertruds gilde
i Flensborg fra 1379 nævnes ingen handskemager. Derimod er
der både remsnidere, pelsnere, skindere, pungmagere, sadelmagere
og taskemagere blandt dets medlemmer.3 At handskemagerne ikke
er nævnt skyldes, at de skjuler sig under en af de andre beteg
nelser.
I midten af det 15. århundrede var specialiseringen af de enkelte
fag nået så vidt i København, at en mindre gruppe skilte sig ud
som et selvstændigt håndværk.
Den 3. april 1460 indfandt Lassæ Todde, Peter Kaal og Joon
Magnesson sig med samt flere gode mænd på Københavns råd
hus med en skrivelse, som de lod oplæse for Københavns høveds
mand Joachim Griis og byens råd. De anmodede om, at det op
læste måtte blive anerkendt som skrå for remsnidere og pung
magere i København, og dette blev dem tilstået på betingelse af,
at skråen ikke på nogen måde gik imod de øvrige gældende love
og bestemmelser.4
Allerede en halv snes år tidligere havde Svendborgs remsnidere
fået skrå sammen med byens guldsmede og sværdfegere,5 men
den københavnske laugsskrå af 1460 er den første remsnider- og
pungmagerskrå, hvori mesterstykkerne for de to fag beskrives.
Remsniderne skulle under tilsyn af oldermand og stolsbroder lave
et bidsel, et hovedlav (hovedtøj til en hest), en forøl (den forreste
rem af hovedlavet), en siethage og et spændebælte, mens pung
magernes mesterstykke bestod i at skære et par dobbelte handsker
opredt med silke og i at lave en god ringpung og en god kvinde
pung. Fremstillingen af punge var et vigtigt håndværk, idet den
182