23 / 219
P A T R I C I A T O G E N E V Æ L D E
bliffue och Staa ved magt i alle maader . . .«. Herpå forlangte
borgmesteren så rådstuevidne, hvilket han - selvfølgelig - også
strax fik med 35 borgeres navne.147 Også i det 17. århundrede
kendte man fuldt ud betydningen af sådanne »eenstemmige« poli
tiske tilkendegivelser. Ligesom det ofte citerede brev fra den depu
terede fra Kalundborg Peder Trellund om, at ingen af deltagerne
måtte forlade stændermødet i København,148 er denne tildragelse
på Bogense rådstue et godt vidnesbyrd om den disciplin, der op
retholdtes i borgerstandens rækker i de kritiske efterårsdage i 1660.
Hans Nansen, som vi i forbindelse med Islands-handelen og Hans
Sørensens skæbne har lært at kende som en dreven taktiker og
temmelig hensynsløs politiker, har været mand for at få sine stands
fæller til at lystre.
Også Knud Jacobsen var stænderdeputeret i 1660 og synes lige
ledes at have hørt til Nansens kæmetropper. En senere familie
tradition ved herom at berette følgende: »Ao. 1660, da det vigtige
verck, Kongens Souverainetet skulde ud-arbeydis, blef Knud Jacob
sen af Samme Hannibal Sehested [hvem Kn. J. kendte fra tid
ligere] forestillet Kongen som En Mand der med Nytte kunde
brugis; blef derfor kaldet til Kiøbenhafn«. Nu er det ganske vist
afgjort urigtigt, at der var nogen sammenhæng mellem Knud
Jacobsens bekendtskab med Hannibal Sehested og hans deltagelse
i stændermødet 1660, thi allerede ved stændermødet i 1650 havde
han repræsenteret sin by, derimod har traditionen sikkert rigtigt op
fattet, at Knud Jacobsen i 1660 var at finde på den rigtige side.149
Endelig kommer vi til Peder Pedersen Lerche, om hvem biskop
Bircherod har overleveret følgende anekdote: »Nogle Skilderier,
som Lerche havde sig tilforhandlet, lod han udi sin Stue opsætte,
og, som Kongens og Dronningens vaar der iblandt, befol han
dennem at sættis øverst, med en Snibbe [irettesættelse] til Karlen,
fordi han ikke selv havde taget dette i Agt. Som jeg nu samme Tid
21