24 / 219
J O H A N J Ø R G E N S E N
stod der hos og efter min ringe Skønsomhed sagde: At disse vaare
ikke nær saa kønne, som de andre, derfor kunde de nok blive
staaendis over Døren, gav han mig dette alvorlige Svar: Sligt maa
du ingenlunde sige, men bevise Kongens og Dronningens Contra-
feyer Ære, hvor du ser dem; thi Kongen er den, som, næst Gud,
raader over os alle . . .«.150 At Bircherod henlægger denne til
dragelse til et tidspunkt, da han selv kun var tre år gammel (han
har indført den i sin dagbog under n . april 1 661 ), er af mindre
betydning over for den omstændighed, at historien utvivlsomt rig
tigt gengiver indstillingen i den Lerche’ske kreds.
De fire fynboers skæbne efter statsomvæltningen er af betydelig
interesse for vort emne. Som vi har set, tyder et og andet på, at
i hvert fald de tre af dem ønskede en ændring i statsstyrelsen. De
to af dem, Knud Jacobsen og Hans Jørgensen, har uden tvivl som
stænderdeputerede direkte arbejdet på at hidføre en sådan ændring.
Men hvordan kom virkeligheden til at svare til ønskerne?
Hans Villumsen levede endnu en halv snes år. Han fik som
nævnt sit tilgodehavende hos staten betalt med jordegods 1664.,
men gjorde sig vistnok ikke videre gældende. Ledige stunder an
vendte han til at dyrke poesi, han havde et vist navn som digter,
og endnu kendes hans oversættelse af Davids Psalmer. 1672, efter
hans død, ansøgte hans arvinger om at få udnævnt to kommissærer
til hjælp ved testamentets udførelse. Boets aktiver bestod nemlig
næsten udelukkende af jordegods, og kreditorerne gjorde »daglig
ansøgning« om betaling. Selv om Villumsen altså fik reddet, hvad
reddes kunne, af sin betaling, var han åbenbart ikke længere på
højderne, og få år senere, i 1680, fandt den store revisionskommis
sion hans regnskaber så angribelige, at ikke mindre end 88.000 rd.
tilbagedømtes staten.151
Også Knud Jacobsen døde i en temmelig reduceret tilstand.
Han havde været så uheldig at komme i strid med forvalteren på
22