80 / 130
de altfor faa københavnske Gaardinteriører (S. 103), hvor
man har forsøgt, ved fornuftig Omtanke, at faa noget
smukt og venligt ud af givne Forudsætninger. Er end
mange af de københavnske Grunde overbebyggede fra
gammel Tid — lidt mere Sans for et smukt Gaard-
interiørs Værdi for Dagliglivet kunde maaske nok
ventes af Stadens Borgerskab. Kan der ikke plantes,
er der ogsaa andre Maader, hvorpaa man, i hvert
enkelt Tilfælde, med lidt god Vilje og beskeden Bekost
ning kunde udrette store Ting.
Alting faar en Ende! Har man i en vis Tid set de
samme Former og Linier gentages atter og atter, vil
Fantasien kræve andre Former, andre Linier. Den
reagerer ikke mere overfor det altfor velkendte! Som
man i sin Tid, da Rococoen afløste den forrige Periodes
lidt tunge og pedantiske Barok, havde forlangt større
Rigdom, Afveksling og Livlighed i Bygningers Ydre
— og ogsaa havde faaet, hvad man forlangte — ofte
endda i fuldt Maal — kom nu det Tidspunkt, da
ogsaa Rococoen kom ud for Reaktionens ubønhørlige
Lov. Man havde saa længe behaget sig i fantastiske
og bizarre Paafund i Retning af det dekorative og
ornamentale, at man til Slut var bleven mæt — for
ikke at sige overmæt. Øjnene, Indbildningskraften,
krævede noget Nyt og man slog over i det stik mod
satte Formsprog — en følgestræng, akademisk korrekt
Opfattelse af, hvorledes en Bygnings dekorative Be
handling burde være, saavel indvendig som udvendig.
Det logiske, det behersket formfuldendte fandt man
bedst udtrykt i den klassiske Oldtids Værker; man
efterlignede, med langt større Akkuratesse end Re-
naissancen havde gjort det, Antikkens dekorative og
ornamentale Udtryksmaader og navnlig dens Søjle-
78