90 / 130
blev forbudt og alt, hvad der anbragtes udenpaa en
Bygning, skulde være af Sten. For at lette Færdselen
blev der endelig truffen den vigtige Bestemmelse, at
Hjørnerne paa nyopførte Huse under visse Forhold
skulde skraabrydes paa 5 Alen.
Ingen, der har Øje for vore Gaders og Pladsers Be
byggelse, vil kunne undgaa at se, hvor stærkt disse
Bestemmelser har indvirket paa Københavns Ud
seende helt til den Dag i Dag.
Naar der i den store Byggeperiode efter 1795 og
allerede før byggedes saa mange solide Borgerhuse,
med rigelig Anvendelse af hugne Sten i Facader og
ofte med rige og smukke Interiører, hænger dette
sammen med de gode Tider for Forretningslivet. Det
var „den florissante Handelsperiodes“ Dage og Byen
havde en Række store Aar med megen Pengerigelighed.
Og til alt Held havde det daværende Borgerskab til
sin Raadighed mange dygtige Bygmestre, der havde
gaaet paa Akademiet. Det er egentlig først nu dennes
Bygningsskole begynder rigtig at gøre sig gældende og
præge det almene Byggeri.
Man behøver kun at se paa et Hus som
Amaliegade
Nr. 8,
opført 1789 for Hoftømrermester Andreas
Pfutzner. Bag Facaden anes rummelige og lyse Stuer
i et Patricierhus, der forøvrigt er bygget op paa
samme Maade som de noget ældre Rococohuse i Kvar
teret, med de samme vandrette og lodrette Delinger.
Men netop derfor er det interessant at konstatere Mod
sætningen mellem dette Hus’ rolige Sikkerhed i Op
træden og de tilsvarende ældre Huses langt mere uro
lige og flimrende Væsen. Det ligger ikke alene i, at
Pfiitzners Hus er saa enkelt holdt med store, rolige
Murflader, men tillige i, at selve de dekorative Motiver,
8 8