20 / 178
de sidste 30 år arbejdet med sådanne fælles emner - således
f. eks. Dansk Ingeniørforenings trafiklinieudvalg med betænk
ning i 1926 og de på Dansk Byplanlaboratoriums initiativ udar
bejde betænkninger: Københavnsegnens grønne områder(1936)
og Skitseforslag til en egnsplan (1948).
V ed byreguleringsloven (
19 4 9
) er arbejdet med koordineringen
af Københavnsegnens planlægning indtrådt i en n y fase, idet
det i henhold til loven nedsatte byudviklingsudvalg har ud ar
bejdet planer, der fastlægger på hvilke arealer den bymæssige
udvikling i omegnen skal finde sted fo r en årrække frem over.
I det store og hele skulle Storkøbenhavn herigennem være
sikret mod en helt planløs spredning a f bebyggelsen, således
som man finder det omkring mange andre storbyer, og som
man også kunne have befrygtet i Københavns omegn.
Stort set er den udvikling i omegnen, som startede med at lægge
en ny ring af parcelbebyggelser omkring København, nu til
rettelagt som udløbere af storbyen i tilslutning til de nuværende
og fremtidige S-baner, med bycentrer ved stationerne og inde
holdende industriarealer m.v., medens kiler af landbrugs- og
kolonihavearealer samt gartnerier imellem disse »byens fingre«
strækker sig nær ind til den nuværende bebyggelse.
For planlægningen af den videre udvikling inden for Køben
havns kommunes område - trafiklinierne, erhvervsområderne,
bycentret o. s. v. - har det den største betydning, at den
sandsynlige udvikling i omegnen klarlægges, og at der organise
res
et fast samarbejde mellem kommunerne om planlægningens
store linier.
Københavns kommune er næsten udbygget
Den stadig større udbredelse af hovedstadens bebyggelse har
sin årsag i en vækst af befolkningen, som dels skyldes et
fødselsoverskud i den eksisterende befolkning, og dels en
betydelig tilflytning.
Københavns kommune tog endnu indtil for få år siden sin store
del af befolkningstilvæksten i Storkøbenhavn, gennem hele
perioden 1930-45 således omkring halvdelen af den samlede
befolkningstilvækst. I 1945-50 nåede Københavns kommune
imidlertid ikke engang op på en trediedel af tilvæksten, for
pludselig efter 1950 at gå helt i stå eller rettere at få en ringe
befolkningsafgang. Det nybyggeri af boliger, der endnu er
plads til i Københavns kommune, vil befolkningsmæssigt næppe
opveje den afgang, der må ventes som følge af udtynding og
sanering. Nogen større totaltilvækst af befolkningen kan i hvert
fald ikke tænkes inden for stadens grænser.
Hvad der er tilbage at disponere over af større frie arealer
kan
let overses: Foruden de arealer, der vel med tiden kan tænkes
!5