KøbenhavnSkitseGeneralplan

frigivet af militæret, findes der kun to større områder, et uden

for Vestenceinten ved Husum og et ved og på Amager Fælled.

Begge disse arealer er tænkt anvendt til boligbebyggelse. For

industrien er der bortset fra nogle mindre arealer til lettere

industri og værksteder ligeledes kun to arealer, hvor der er

ubebyggede grunde til rådighed i noget omfang: industri

kvarteret i Valby og industrikvarteret i Sydhavnen.

Overhovedet er der kun ganske få arealer tilbage, som endnu ikke

er udnyttede, eller hvorover der endnu ikke er disponeret.

Der må vises en ganske særlig omtanke, førend der træffes

bestemmelse om disse sidste reservers ibrugtagen. Kun und

tagelsesvis bør der blive tale om at stille sådanne arealer til

rådighed for almindelig bolig- eller industribebyggelse; specielt

må man passe på ikke at disponere kortsynet med hensyn til

arealer til fremtidige offentlige formål.

S tore fomyelsesopgaver fo re står

Situationen i dag er altså ganske forskellig fra situationen ved

århundredskiftet, hvor det var det københavnske bystyre, der

havde hele ansvaret for byens

vækst.

Dette ansvar ligger nu

stort set hos andre. De planlægningsarbejder, man i dag står

overfor i København, er ikke derfor mindre hverken i omfang

eller betydning:

det brede bælte af bebyggelse

som blev lagt om

bykærnen i den sidste halvdel af forrige århundrede, står overfor

at skulle fornyes.

Synspunktet, at byen til stadighed må være underkastet en

offentlig kontrolleret fornyelse - en vedblivende å jour-føring

af bygningsmassens standard - vandt indpas med Køben

havns byggelov af 1939. Det byggelovs/ors/a^, som blev ved

taget af kommunalbestyrelsen den 13. januar 1938 indeholdt

bl. a. bestemmelser om kondemnering af bebyggelse. Ved

fremsættelsen af lovforslaget på rigsdagen gik disse bestem

melser imidlertid ud under henvisning til det umiddelbart

efterfølgende forslag til en boligtilsynslov, som skulle gælde

hele landet. Ifølge byggelovforslaget kunne spørgsmål om

kondemnering efter indstilling fra bygnings- og sundheds

kommissionen rejses over for reguleringskommissionen for

enhver bebyggelse, som var mere end 75 år gammel - eller

iøvrigt i sundhedsmæssig og brandteknisk henseende i be

tænkelig grad afveg fra lovforslagets bestemmelser. Denne

bestemmelse om successiv afvikling af forældet bebyggelse var

kædet sammen med bygningsattestens tidsbegrænsning, som

i det oprindelige byggelovsforslag også var sat til 75 år, men

som i lovens endelige udformning blev til 100 år.

Fornyelsesopgaven kan gribes an med større eller mindre kraft.

Det er i hvert tilfælde givet, at jo længere man venter med