143 / 228
132
andre paa Mølle o. s. v.“ Hver Dreng fik sit
Spørgsmaal og dertil enten et Nul eller Ug, og
saaledes fik det Udseende af, at hele Klassen
var overhørt, naar Timen var tilende.
Da nu den nye Ordning indtraadte, havde
vi i Fransk kun læst „Colomba“ af Prosper
Merimée, og i Grammatik avoir og être samt de
uregelmæssige Verber, og hermed skulde vi i
1852
møde op for Universitetets Censor, som
ikke var nogen ringere end Madvig selv.
Jeg husker den dødelige Rædsel, som greb
os ved dette Budskab. Ingen af os kendte
Madvig; men for os Alle stod han som en vældig,
tobenet latinsk Grammatik, der vilde male os paa
Mølle, saa vi kom ud som det fineste franske
Mandelklid.
Stiv, alvorlig og pedantisk satte han sig ved
Examensbordet, lige over for Borch, der var saa
rød i Hovedet som en Bonderose, og Exami-
nationen begyndte.
Borch tog paa at pludre løs paa Fransk,
men næppe havde han overhørt et Par Elever,
før Madvig paa sin tørre Maade bemærkede:
„Jeg tror, det vilde være heldigst, om De exa-
minerede noget mere og konverserede noget
mindre.“
Borch bladede nervøst om i „Colomba“ og
spurgte Examinanden: „Hvorfor skulle vi ikke