138 / 228
127
talte ham, hvad der i desidste Uger havde
pint mig.
Pludseligt standsede han, saae mig skarpt,
men venligt ind i øjnene og sagde: „Jeg for-
staar godt alt det, du har fortalt mig, men
bryd dig ikke derom, thi selv er du uden Skyld.
Du gik jo til Alters med den bedste Vilje og
den reneste Tro. Hvad der saa hændte, var til
fældige Begivenheder, hvori du ikke havde nogen
Skyld og derfor heller ikke bærer noget Ansvar.
Vi ere alle Mennesker, og maa derfor føre det
Menneskelige med os, selv til Herrens Bord.
Men om det dér har taget Magten fra dig for
et enkelt øjeblik, skal du ikke frygte — det
tilgiver Vorherre dig nok; thi han er en for
nuftig Mand.“
Der laa i Frimodts djærve, sonore Stemme
en egen overbevisende Klang, som gjorde mig
godt, og i hans Blik saae jeg en saadan med
følende Kærlighed, at al min Frygt forsvandt
som de luende Skyer, der nu graanede hen over
Horisonten.
Den Aften gik jeg tilsengs med et lettet
Hjerte, og i Drømme klang det for mit Øre:
„Vorherre er en fornuftig Mand.“
Men i dette Kapitel var min Fader det ikke.
Et halvt Aar efter sagde han en Dag til mig,
at han vilde gaa til Alters og at jeg skulde