137 / 228
126
Kikkertmandens Øjne, og det blev mig klart,
at hvis jeg ikke kunde skrifte min nagende
Tvivl for Nogen, vilde disse Tanker tage Magten
fra mig og føre mig i Fordærvelse.
Men hvem skulde jeg betro mig til? — Jeg-
frygtede min Fader og ængstedes for Paulli, der
muligt strax vilde udtale det Anathema, jeg saa
inderlig frygtede. Saa lukkede jeg Tvivlen og
Frygten inde i mig selv, men derved blev det
ikke bedre — de voxede kun derved.
Saa var jeg en Aftenstund oppe paa Volden,
just som Solen gik ned. Den sank i al sin
straalende Pragt, omgivet af røde, gnistrende
Flammer, der kantede nogle sorte, sælsomt for
mede Skyer med luende Glød; men for mig
havde det glimrende Syn ingen Tillokkelse, dets
ildrøde Glans mindede mig om Helvedes evige
Luer, og jeg gyste derved.
Da følte jeg pludselig en Haand paa min
Skulder, og en kendt Stemme udbrød: „Nej, er
det dig, Jørgen! Men hvorledes er det, du ser
ud? Har Nogen gjort dig Fortræd?“
Jeg vendte mig om og mødte Frimodts klare,
venlige Blik. Han var for to Aar siden bleven
Student, og jeg havde ikke set ham siden.
Jeg brast i heftig Graad. Han tog mig
under Armen, og i den lune, lyse Foraarsaften.
vandrede vi Bastionerne rundt, medens jeg for-