136 / 228
125
mødte mit Blik Kalkens blinkende Guldgrund,
ogjeg fik en syrlig, ilde smagende Vin i Munden.
Nu var det aldeles forbi med mig. I min
Fantasi havde jeg tænkt mig Vinen rød som
Kristi Blod — jeg havde ikke Anelse om, at
Kirken ved sin største Højtid benyttede sig af
noget saa vammelt som denne gule, franske
Vin, der ikke i fjerneste Maade mindede om det
Blod, Kristus havde udgydt til vore Synders
Forladelse. Det Hele forekom mig som en
Profanation, ikke fra min, men fra Kirkens Side,
og i mit Indre rejste sig en stærk Tvivl om,
hvorvidt jeg kunde siges at have nydt Nadveren
paa en saadan Maade, at jeg blev dens Naade
værdig.
Denne Tanke forfulgte mig hele Dagen og
gik om Natten over i mine Drømme. Det fore
kom mig, at den tykke Mand var sendt af
Djævelen for at lede mine Tanker bort fra det
Helligste. Det var ogsaa ham, der havde for
vandlet Kristi Legeme og Blod til en tør Oblat
og en Slurk sur Vin — Alt var sket for at friste
mig og føre mig i Fordærvelse.
Disse Tanker, der muligen vilde forekomme
Mange barnagtige, vedblev at pine mig med en
saadan Vedholdenhed, at jeg tilsidst ikke kunde
blive demkvit. Jeg følte den samme trykkende
Træthed i min Hjerne, som da jeg frygtede for