135 / 228
124
med den inderligste og oprigtigste Tro paa det
Mysterium, der ventede mig. Jeg knælede ned
paa Alterskamlen, bøjede mit Hoved, lukkede
mine Øjne og bad; men da lød pludseligt et
stønnende „ak, ja ja“ lige i mit Øre, og da jeg
saa til Siden, var det den tykke Mand, som
med stor Besvær krøllede sig sammen for at
indtage en knælende Stilling.
Men herved skete det Forskrækkelige, at
Noget sprang i hans Dragt, og med et jamrende
„aa, ja ja“ førte han Haanden op under Frakke
skøderne, og fik det røde Bomuldstørklæde an
bragt over Revnen, medens han vedblev at puste
og stønne som en astmatisk Rinoceros.
Gud skal vide, at jeg gjorde Alt for at holde
min Andagt oppe; men da Paulli i det samme
rakte mig Hostien, randt hans Ord mig i Hu, og
jeg gjorde en fortvivlet Anstrengelse for at følge
hans praktiske Raad; men netop herved klæbede
'den sig fast til Ganen, saa at jeg ikke kunde
synke den.
En usigelig Rædsel greb mig. Den tykke
Mand havde forstyrret min Andagt, bragt mig
ud af Stemning og gjort mig uværdig til at
nyde den hellige Nadver saaledes somjeg burde.
I det samme rakte Paullis Medhjælper mig
Kalken med de Ord: „Dette er Kristi sande
Blod;“ men da jeg bøjede mig for at drikke,